Brugsprøvning af avlsheste sikrer bedre afkom
Brugsafprøvning af avlsheste er en af de vigtigste avlsforanstaltninger. Målrettede brugsafprøvninger medvirker til at forhindre brug af avlsdyr, som ikke kan eller vil rides/køres. Ligesom adfærdsmæssige problemer også afsløres.

Også inden for hesteavl handler det naturligvis om at sikre det bedste afkom.
HESTEAVL - Afprøvningsresultaterne medvirker til at fastslå forældredyrenes avlsværdi for brugsegenskaberne. Derfor giver afprøvning af vallakker også vigtig information til avlsarbejdet. Afprøvningen kan forgå over kortere eller længere perioder, forklarer Jørgen Finderup, konsulent hos Seges, på Landbrugsinfo.
Landsudvalget for Heste arrangerer i samarbejde med avlsforbundene hvert år endagsafprøvninger og 30 dages stationsafprøvninger.
Til brugsafprøvningerne gennemføres en bred vurdering af hestene. Gangarter, springevner, ridelighed, opførsel, kapacitet og udholdenhed vurderes. Det gennemføres som en endagsprøve. Erfarne professionelle fremmedryttere er medvirkende til, at hestene testes målrettet og præcist.
- Stationsafprøvningen giver det sikreste grundlag for vurdering, siger Jørgen Finderup.
Her opstaldes hestene under ensartede forhold i cirka 30 dage, under ledelse af en erfaren berider. Det giver mulighed for en sikker bred vurdering af hestenes adfærd og opførsel, ikke kun i brug, men også i stalden og ved almindelig håndtering.
Mange avlsforbund har tilbud om brugsafprøvning af både hingste, hopper og vallakker. Brugsafprøvningerne spænder vidt hvad angår længde og krav. Lige fra en »løfte ben test« til længere stationsophold.
Langt de fleste avlsforbund har krav om godkendt brugsafprøvning, inden hingstene kan opnå endelig kåring.
- Der bør testes så mange heste som muligt, for at sikre pålidelige avlsværdiberegninger på forældredyrene. Det er vigtigt, at hopperne også testes. Ellers arbejder vi med »den halve sandhed«, vurderer konsulenten.
hl