Den nye bekendtgørelse om etableringsstøtte til unge landmænd møder skarp kritik fra Sønderjysk Familielandbrug.

Ifølge formand Antoni Stenger betyder reglerne, at initiativrige unge, der tidligt har taget ansvar som driftsledere, nu udelukkes fra støtteordningen.

Formanden nævner et konkret eksempel med Tommy Klingenberg, som siden 2019 har drevet sin egen virksomhed og været driftsleder på et fritidsbrug.

Til april 2025 står han over for et generationsskifte, hvor han overtager forældrenes ejendom og vil drive den som deltidslandmand. Men fordi han allerede har været driftsleder i knap seks år, falder han uden for rammerne af den nye bekendtgørelse, der sætter grænsen ved fire år før ansøgning.

Straffer de unge

- Det er en regel, der straffer de unge, som har taget ansvar tidligt og haft modet til at tage hul på landmandslivet, lyder det fra Antoni Stenger.

Bekymringen er, at mange andre unge vil ende i samme situation – særligt dem, der træder ind i landbruget gradvist, typisk gennem deltidsdrift og generationsskifte. Sønderjysk Familielandbrug frygter, at det kan hæmme udviklingen og afskære unge fra at etablere sig på landet.

Derfor mødtes repræsentanter fra foreningen i slutningen af marts med Tommy Klingenberg, hans planteavlskonsulent Søren Wind fra Landbrugsrådgivning Syd samt det lokale folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V). Formålet var at drøfte de utilsigtede konsekvenser af reglerne og finde en vej frem.

Hans Christian Schmidt anerkendte ifølge Antoni Stenger problemet og var enig i, at reglerne skaber unødvendige barrierer for unge landmænd. Han foreslog, at sagen tages videre til de relevante ministerier, så bekendtgørelsen kan justeres med henblik på at støtte – og ikke spænde ben for – unge nyetablerede.