Viegård Stutteri får kæmpe bøde i dyrevelfærdssag
Efter en langvarig efterforskning er to selskaber bag det omdiskuterede Viegård Stutteri nu blevet idømt bøder for samlet 600.000 kroner for uforsvarlig behandling af dyr.

Viegård Stutteri ligger i udkanten af Skals nær Viborg. Foto: Skråfoto/Klimadatastyrelsen
En af de mest opsigtsvækkende sager om dyrevelfærd i nyere tid har nu ført til kontante konsekvenser. To selskaber, der stod bag driften af det omdiskuterede Viegård Stutteri nord for Viborg, har vedtaget bøder på i alt 600.000 kroner. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det sker efter en lang og omfattende efterforskning fra Midt- og Vestjyllands Politi, der har dokumenteret alvorlige brud på dyrevelfærdsloven.
Gennem størstedelen af 2023 gennemførte politiet i samarbejde med Fødevarestyrelsen og andre myndigheder en række uanmeldte tilsyn på stutteriets adresser. Indsatsen var målrettet og gentagen – og den afslørede et omfattende spor af lovovertrædelser.
Uforsvarlig behandling af dyr
Politiets Særlovscenter i Viborg stod for den efterfølgende efterforskning og har i januar 2024 overdraget hele sagen til anklagemyndigheden – ledsaget af intet mindre end 3.600 sider med dokumentation.
Anklagemyndigheden vurderer, at der i sagen er tale om alvorlige brud på dyrevelfærdsloven – i de groveste tilfælde ligefrem »uforsvarlig behandling af dyr«, som politiet udtrykker det.
Det var dog ikke vurderingen, at overtrædelserne var så alvorlige, at selskaberne skulle fratages retten til at arbejde med dyr – en beslutning, der blev forelagt og tiltrådt af Statsadvokaten i Viborg.
De to selskaber bag stutteriet er i dag under konkursbehandling, og har accepteret bøderne uden retssag – hvilket er almindeligt i denne type sager.
Udløbere og konflikter
Sagen om Viegård Stutteri har siden sommeren 2023 tiltrukket sig massiv opmærksomhed fra både presse og borgere.
Sagen har også affødt en række såkaldte udløbersager, der blandt andet drejer sig om vold og husfredskrænkelse i forbindelse med konfrontationer mellem borgere og ansatte på stutteriet. Flere af disse sager er allerede blevet behandlet ved domstolene, mens andre fortsat verserer.
Som en udløber af den sag blev en fritidsansat person idømt fængsel og frataget retten til at arbejde med dyr i en årrække, efter at han påkørte en demonstrant ved stutteriet.
Med de nye bøder sætter anklagemyndigheden et punktum i selve dyrevelfærdssagen – men ikke nødvendigvis i det efterspil, der stadig ruller i retssystemet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.