Nyt våben i kampen mod oversvømmelser

Data fra danske vandløb, der tidligere har ligget spredt over flere platforme, er nu blevet samlet ét sted. Det giver nu bedre mulighed for tidlige varsler fra DMI i forbindelse med risici for oversvømmelser.

I fremtiden skal det være nemmere at forberede sig på oversvømmelser fra blandt andet åer og vandløb. Foto: Mathias Bach Laursen Michael Butts, chefkonsulent i DMI, er klar for udsigten til at kunne styrke varslingen af beredskabet tidligere. Foto: DMI

I fremtiden kan klimaforandringer medføre flere oversvømmelser i Danmark. Derfor er det vigtigt, at myndigheder og brancher bliver klogere på, hvor og hvordan oversvømmelser kan ramme.

Og det er der nu blevet rykket på. Blandt andet er kommunernes data om vandstand og vandføring i vandløb blevet ført sammen med data fra Miljøstyrelsen på én ny platform. 

Det er sket i et projekt, hvor en række myndigheder, blandt andet Geus, Miljøstyrelsen, Danske Regioner og KL i et fælles offentligt initiativ for terræn, klima og vand, har arbejdet sammen at styrke datagrundlaget for bedre klimatilpasning i fremtiden.

Dataene anvendes af mange forskellige brancher som eksempelvis beredskabet, vejrtjenester, forsynings- og landbrugssektoren samt forskningsinstitutioner og rådgivere. Der er også en række andre offentlige aktører, der bruger vandløbsdata i forvaltningsprocesserne.

- Kommunerne har en kæmpestor og vigtig opgave i forhold til klimatilpasning langs vandløbene. Data, der er tæt på at være i realtid, om vandstand og vandføring er essentielle for alle der arbejder med klimatilpasning og vandløb. Derfor glæder det os, at vi nu kan være med til at udstille disse data, så de bliver tilgængelige for alle vores samarbejdspartnere og andre kommuner, siger Lars Kaalund fra KL, der har været med i styregruppen for projektet.

DMI: Styrker beredskabet

Vandløbsdata udgør en væsentlig del af det fundament, som en række modeller indenfor vandstand og vandføring bygger på. 

Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er man derfor glade for udsigten til at kunne styrke varslingen af beredskabet tidligere.

- Vi lærte fra oversvømmelserne med historisk høje vandstande omkring Ribe og Silkeborg i februar 2020, hvor vigtigt det er for beredskabet at vide i god tid, hvor de sker, og hvor lang tid de har til at reagere, så de kan hjælpe bedst muligt, siger Michael Butts, der er chefkonsulent i DMI.

Han har været med til forarbejdet på projektet, og bruger blandt andet dataene til at understøtte klimasikring - herunder at foretage bedre varslinger.

Historiske vandløbsdata

- Det er fantastisk at flere data er samlet og tilgængeliggjort, men det vigtigste for mig er, at vi nu også får informationerne endnu hurtigere fra det tidspunkt de bliver målt af måleenhederne rundt omkring i landet. Det er relevant for DMI for at hjælpe beredskabet, siger Michael Butts.

Han er samtidig forskningsleder for et pilotprojekt i Vejle, der skal hjælpe med at forudsige og varsle de forskellige typer oversvømmelser.

Her bruger DMI nogle af de nu mere lettilgængelige historiske vandløbsdata, der i flere tilfælde går mere end 30 år tilbage – og de er ifølge DMI vigtige, da data fra de mange oversvømmelser af oplandet til Vejle Å og Grejs Å kan bruges til at evaluere præcisionen i blandt andet DMI’s prognoser fra vejrmodeller samt varslinger.

- Det kvalificerer arbejdet med klimasikring, og om vi eksempelvis bør lave om på vandløb, der er en af de største kilder til oversvømmelser, og som vi bør holde ekstra øje med, da mange danske byer har vandløb, siger Michael Butts.

Læs også