Biogasbranche ser stort potentiale i nyt klimaudspil

CO2-differentierede kilometerafgifter for lastbiler skaber gode muligheder for at få gang i den grønne omstilling af den tunge transport, lyder det fra Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

I denne uge præsenterede regeringen sit klimaudspil for vejtransportsektoren, hvor omlægning af bilafgifterne, grønnere brændstof og vejafgifter for lastbiler er blandt de tiltag, der skal reducere CO2-udledningen med 1 million ton frem mod 2030.

I biogasbranchen ser man store muligheder i udspillet. Fra brancheorganisationen Biogas Danmark, der har Henrik Høegh som formand, lyder det, at med det rette ambitionsniveau kan regeringens nye CO2-rettede virkemidler få op mod 10.000 biogasdrevne lastbiler ud på vejene inden 2030. Det vil reducere CO2-udledningen med 0,6 millioner tons. 

- Vi hilser regeringens nye CO2-rettede forslag velkommen. En lastbil udleder næsten 20 gange mere CO2 end en personbil, og derfor skal der ikke udskiftes ret mange fossile lastbiler, før det batter rigtig meget for klimaet. Derfor er vi meget spændte på at se det ambitionsniveau, der lægges for dagen, for ambitionsniveauet bliver naturligvis afgørende for, hvor stor effekt, virkemidlerne får, siger Henrik Høegh.

Foreslår justering

Samtidig appellerer Henrik Høegh om, at Folketinget får set på nogle afgifter, der gør det dyrt at køre på biogas i dag.

En transportvirksomhed betaler ekstra afgifter på minimum 25 procent, hvis virksomheden skifter diesel ud med biogas – og det på trods af, at biogassen er CO2-neutral. Derfor foreslår Biogas Danmark, at politikerne gennemfører en afgiftsjustering, som sikrer, at vognmændene i det mindste ikke bliver straffet økonomisk for at køre på biogas.

- Med denne justering vil mange vognmænd vælge den grønne løsning og købe en biogasdrevet lastvogn, næste gang de skal investere i nye køretøjer – og de vil vel at mærke fortsætte med at betale de samme brændstofafgifter, som da de havde diesel i tanken. En afgiftsjustering vil gøre det markant lettere for transportmarkedet at opfylde et ambitiøst CO2-fortrængningskrav, uden at det slår hul i statskassen, siger Henrik Høegh.

Grønne brændsler

Helt konkret ønsker regeringen, at der bliver gjort en indsats for at gøre konventionelle biler og lastbiler mere grønne. Det skal ske gennem en fordobling af fortrængt benzin og diesel, hvor der samtidig tages højde for den globale CO2-udledning ved produktionen af grønne brændstoffer.

Derudover lægges sporene for at gøre noget ved trængslen på de danske veje og CO2-udslippet fra lastbiler gennem en vejafgift på lastbiler.

Regeringen foreslår også at fremme grønne brændsler i benzin og diesel gennem et nyt CO2-fortrængningskrav på tværs af drivmidler. Det vil betyde, at CO2-udledningen fra de mange fossile køretøjer reduceres, indtil målet om en grøn bilpark er nået.

Første kapitel

Fra klimaminister Dan Jørgensen (S), lyder det, at man med udspillet på transportområdet for alvor har taget hul på første kapitel af klimaindsatsen i efteråret. I foråret blev der præsenteret et udspil med fokus på affalds-, energi- og industriområderne.

Senere på året kommer udspil om landbrug og grøn skattereform.

- Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal nå de 70 procent – for det skal vi. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer i mål med vores ambition om en reduktion på 70 procent af CO2-udledningen på en klog og retfærdig måde, siger Dan Jørgensen.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Læs også