Min fars 60-års høstjubilæum vil for evigt gøre 2024 til et særligt høstår i min erindring.
I år har min far for 60. gang tærsket på de nordsjællandske marker, der har været hans centrale omdrejningspunkt, siden han i 1964 købte sin første 8 fods Dronningborg-sækkemaskine.
Det er med blandede følelser, jeg har været en del af begivenheden. Hans helbred og alder betyder, at det nok er sidste gang, han har siddet bag rattet på mejetærskeren. Hans jord bliver nu bortforpagtet, og en æra tager sin ende.
Jeg har alle dage forbundet høsten med min fars maskiner med sol, glæde, mad i marken og en herlig duft af støv. Men når ret skal være ret, har det også været en blandet fornøjelse.
Den økonomiske linedans har været en kilde til bekymring, og nogle høstår – for eksempel efter tørken i 2018 – har været ren tilsætning. Og min fars og hans generations anekdotiske vejrhukommelse er et overflødighedshorn af miserable høstbetingelser.
Sådan ser det ikke ud her i Nordsjælland i år. Hovedparten af markerne er efterhånden høstet med rimelige vandprocenter og – så vidt jeg ved – fornuftige kvaliteter og udbytter.
På facebook følger jeg tillige så mange som muligt af de danske landmænd, der lægger en lind strøm af høstens billeder op. Det er en kæmpe fornøjelse, og jeg glæder mig sådan over, at stort set alle de opslag jeg ser, bliver liket af utrolig mange mennesker.
Jeg tror, at mange uden for landbruget ser billederne og får den samme følelse af sol, glæde og fællesskab, som billederne og høsten vækker i mig. Så tak for dem.
Til næste år er mine muligheder for at være med til høsten blevet væsentligt mindre, fordi min far ikke længere kan give mig muligheden. Måske må jeg så nøjes med billederne fra danske landmænds facebooksider til at vække minderne om høstens glæder og sorger.
Det bliver aldrig det samme igen.