Vi har verserende sager mod kommuner, som ifølge berørte landmænd ikke lever op til deres forpligtelse til vandløbsvedligeholdelse.
Man skal kunne komme af med vandet. Jeg tænker ikke i medicinske baner, men helt enkelt drejer det sig om vandafledning fra landbrugsjorden.
Dræn fra markerne skal løbe frit og uhindret ud i de kanaler og vandløb, der i sidste ende leder vandet ud i havet. Flere og flere landmænd oplever problemer med disse vandløb, men det burde ellers være ret enkelt.
Efter vandløbsloven skal vandløbene vedligeholdes således, at vandløbets skikkelse (især vandløbets tværprofil og dybde) og vandføringsevne ikke ændres, og dette skal ske blandt andet ved grødeskæring og fjernelse af afskåret grøde.
Vedligeholdelsen er normalt beskrevet i et regulativ, der oftest er tinglyst på de ejendomme, der afleder vand til vandløbene. For de private vandløb er dette ofte organiseret gennem et vandløbslaug med en bestyrelse, der vælges på en generalforsamling. For offentlige vandløbs vedkommende påhviler vedligeholdelsen vandløbsmyndigheden, nemlig kommunen.
Problemerne opstår, når vedligeholdelsen halter. Vi har haft sager, hvor gammelt nid og nag og nabostridigheder har ført til langvarige og kostbare retssager med store erstatningskrav involveret, og vi har verserende sager mod kommuner forskellige steder i landet, hvor kommunerne efter de berørte landmænds opfattelse ikke lever op til deres forpligtelse til vedligeholdelse af vandløbene.
Der kan være store penge på spil. Hvis vandet ikke kan komme væk, risikerer man, at markerne bliver vandlidende, og at afgrøderne går til grunde. Derfor skal såvel private vandløbslag og kommunerne være omhyggelige med gennemførelse af vedligeholdelsen og til de rette tidspunkter.
Ingen vej udenom
Bestyrelserne for private vandløbslag skal være klar over, at ansvaret kan ende hos dem selv. Risikoen for bestyrelsesansvar er nærliggende, hvis man for eksempel ikke sørger for korrekt oprensning til de tidspunkter, der for eksempel fremgår af et regulativ.
For de offentlige vandløbs vedkommende, har Natur- og Miljøklagenævnet for år tilbage slået fast, at kommunen skal overholde de regulativer, der er vedtaget om vedligeholdelse af offentlige vandløb.
Kommunen må ikke anvende en anden metode til vedligeholdelse, end hvad der følger af regulativet, heller ikke selvom vandløbets vandføringsevne bliver den samme.
Det samme må formodes at gælde de kommuner, der under dække af miljømæssige synspunkter udfordrer regulativerne med mere eller mere kreative måder at spare på oprensningen.
Der er efter vores opfattelse ingen vej udenom. Regulativerne skal følges til punkt og prikke – også hvad angår tekniske forhold, oprensningsmetoder, tværsnitsprofiler, bundbredde, tidspunkter og lignende.
Vi er klar til at tage os af disse sager, og der kommer formentlig flere i de kommende år. Landbruget er afhængigt af velfungerende afvanding, og store erstatningskrav kan være på spil i disse sager.