Fører forandringens vinde flere køkkenhaver med sig?

Stigende fødevarepriser kan måske få flere danskere til at dyrke deres egen køkkenhave.

På min plæne vokser bunken med opgravede kartofler. Løg og hvidløg hænger i fint flettede ranker og græskarrene modner færdigt i køkkenhaven. Men mens mit forrådslager (og humør) stiger, så er der andre ting, der stiger på en mere kedelig måde ude omkring i verden. Både inflationen og fødevarepriser slår rekorder, og tørkeindekset er knaldrødt. Imens går jeg rundt i min frodige køkkenhave og tænker.

Jeg tænker over, hvor mange haver, der står ørkesløse tomme for mad – både til mennesker og insekter. Det er ikke for at skamme nogen ud. Slet ikke. Jeg ved godt, hvorfor vi har droppet køkkenhaven til fordel for storindkøb i supermarkedet. Med to udearbejdende forældre gav det vel mening på et tidspunkt.

Uanset hvad så har det mest almindelige i mange år været haver fulde af kortklippet græs, staudebede og et par frugttræer. Men verden har ændret sig ganske radikalt med krigen i Ukraine, fødevarekrise i Afrika, inflation og energimangel i Europa.

Det er en trist udvikling, men man kan håbe, at forandringerne trods alt kan føre noget godt med sig – måske kan de stigende fødevarepriser få flere danskere til at dyrke deres egen køkkenhave.

Prøv at tænke med på tanken: På bare 10 kvadratmeter kan man dyrke mellem 100 og 200 kg grøntsager. Tænk engang en rigdom. Jeg vil ønske at alle mennesker kunne få del i den.

Det er derfor, jeg sagde ja til at skrive havebogen »Dyrk – den nemme køkkenhave fra frø til høst«. Og det er derfor, jeg giver tips og tricks til køkkenhavedyrkning på profilen @Signes_have på instagram, holder køkkenhavekurser og giver foredrag.

Afstressede og glade

For der er så meget vundet ved at dyrke køkkenhave – også udover de åbenlyse fødevarefordele, som at kunne hive lækre økologiske grøntsager direkte op af mulden helt gratis.

Først og fremmest er det sjovt. Og havearbejde – som på engelsk har det meget bedre udtryk »gardening« – er også sundt for sjælen. Forskning viser, at vi bliver afstressede og glade af at gå i haven. Der er faktisk også gode mikrober i jorden, som stimulerer vores lykkehormoner.

Man bliver også meget bevidst om ressourcerne i sin have – om muligheden for at opsamle regnvand fra taget, at bruge kaffegrums i komposten, at samle egne frø af spændende sorter.

Med køkkenhave følger også tit høns. For høns og køkkenhave er en fantastisk kombination. Hønsene hjælper af med madresterne, og de giver gratis æg i hobetal. De kan også forsyne en med den lækreste søndagskylling og køkkenhaven med gratis supergødning.

Hvis man har lyst til at gå i gang med køkkenhavedyrkningen, men tænker det er for tidskrævende, kan jeg berolige med, at det godt kan lade sig gøre med et ret begrænset tidsforbrug. Men pas på – det kan hurtigt blive vanedannende og tage lidt om sig. Men det er det værd. God haveglæde.

Læs også