Jeg glæder mig i denne Tid;

nu falder Julesneen hvid,

og saa maa Julen komme!

Min Faer hver Dag i Byen gaar,

og naar han kommer hjem, jeg staar

og ser hans store Lomme.

Sådan skrev Johan Krohn i Peters Jul i 1870, og vi kan alle forstå barnets glæde og forventning, når far kommer hjem med store lommer – måske med gaver til familiens børn.

Hvis man er i gavehumør over for medarbejderne på bedriften, så har man en blind makker med på gaveindkøb. Skat har nemlig fastsat regler for hvor dyre gaver, man må give skattefrit til sine medarbejdere.

Over hele året må man give gaver for 1.300 kroner inkl. moms (ikke gavekort eller kontanter). Hvis man giver gaver til hver enkelt medarbejder for mere end 1.300 kroner, så skal der betales skat af hele gaven (og ikke kun af det overskydende beløb).

Hvis man kun giver personalegaver til jul, så må det være op til 1.300 kroner inkl. moms pr. medarbejder.

Særregel for julegaver

Så langt så godt, men nu bliver det lidt indviklet. Der er nemlig en særregel for julegaver.

Hvis personalegaverne til jul har en værdi på højst 900 kroner pr. medarbejder, så er selve julegaven altid skattefri – uanset hvor meget man så i øvrigt kommer over de 1.300 kroner med de gaver, der måske er givet i årets løb.

Det er derfor uhyre vigtigt, at der bliver holdt styr på, hvad der gives af gaver i årets løb. Der kan jo godt falde en spontan gave af, hvis medarbejderne har ydet en særlig indsats, for eksempels i stalden i en periode eller i høsten, hvor der jo af og til arbejdes i noget nær døgndrift.

Hvordan gøres det så op? Her er et lille eksempel med en julegave til 900 kroner. Så er den gave nemlig skattefri uanset hvad. Så er der tidligere på året givet en gave til en værdi af andre 900 kroner, og så er vi over grænsen på 1.300 kroner, fordi der i årets løb er givet gaver for 1.800 kroner. Hvordan så med skatten?

Hvis gavernes værdi overstiger den nævnte grænse, så skal medarbejderen i dette eksempel beskattes af 900 kroner – nemlig af den gave, der ikke er julegaven. Det er altså ikke kun de 500 kroner, som ligger udover grænsen på 1.300 kroner, men hele værdien af den pågældende gave. Julegaven er som tidligere nævnt skattefri. Arbejdsgiveren har indberetningspligt til skat.

Man må kun give fysiske gaver, ikke kontante penge eller de fleste gavekort, da i hvert fald mere generelle gavekort sidestilles med kontanter. Hvis gavekortet for eksempel dækker et besøg på en bestemt restaurant og en bestemt menu, så det eneste medarbejderen selv bestemmer, er tidspunktet, så er det dog OK.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle.

Vi giver lige Johan Krohn ordet til slut:

Gid det var Jul! Hvor det var rart.

Men nu maa den da komme snart,

det varer ikke længe.