Der er dage, hvor jeg savner den hjælpsomhed og det sammenhold, corona-krisen gav. Skal der krigstrommer til, før det kan ske igen?
Putin er ond, og Trump er en idiot. Det er udsagn, som (de fleste) danskere kan blive enige om. I min levetid kan jeg ikke mindes en periode, hvor utrygheden og risikoen for storkonflikt i verden har føltes større. En krig – eller bare fjendtlige handlinger i stor skala – har vel ret beset ikke været så sandsynlige som siden afslutningen på 2. verdenskrig.
Det er en grim pille at sluge, når man har levet et helt liv i fred. Og det føles i hovedsagen heller ikke som om, situationens alvor sådan for alvor er gået op for danskerne.
I de kredse, hvor jeg kommer, kan vi nok tale lidt bekymret om idioterne for bordenderne i verdens mægtigste nationer, men vi kan alligevel ikke sådan helt for alvor tro på, at de rigtig kan finde på at gå i flæsket på hinanden – eller os. Og vi kan vel heller ikke rigtig sætte os ind i, hvad det egentlig vil betyde.
Sammenhold er det bedste værn
Derfor taler vi lystigt videre om aktiemarkedet, om boligpriser, om klimaafgifter, om børnepasning, om opvask og alt det andet, der helt selvfølgeligt udgør dagligdagen.
Det indbefatter også verbale slagsmål om ting, der fuldstændig vil komme til at miste deres betydning, hvis vores dagligdag bliver forstyrret. Hvis vandet ikke flyder i hanen, hvis strømmen eller varmen forsvinder, og hylderne i supermarkedet bliver tomme. Eller hvis – gys – internettet går ned, så vi ikke kan komme på tinder eller youtube længere.
Krigstrommerne buldrer i verden, men kanonerne tordner heldigvis ikke i Danmark, selvom vi har fået lidt rystelser i en sprunget gasledning og diverse hackerangreb.
Det kan snart blive værre. Men hvor ville jeg ønske, at truslen alene kunne minde os om nødvendigheden af nuanceret debat om fremtiden med forståelse for, at vores sammenhold er det bedste værn mod denne verdens Putin’er.