1700-tallet vækkes til live på Gammel Estrup
På herregården Gammel Estrup på det nordlige Djursland, kan man komme med på en rejse 250 år tilbage i tiden og møde både grever og grevinder, lakajer og ridefoged, bønder og håndværkere, gøglere og soldater, når 1700-tallet vækkes til live ved Danmarks eneste 1700-talsfestival.

På Gammel Estrups 1700-talsfestival kan man opleve 1700-tallet for både høj og lav. Blandt adelen var det vigtigt at føre sig frem på en bestemt måde, og ved festivalen kan publikum komme til danseundervisning og lære at mestre tidens trin. Fotos: Jørgen Vest Rasmussen.
Den 22. og 23. juni indtager op mod 150 frivillige herregården Gammel Estrup for at skabe en enestående 1700-talskulisse.
På det livlige marked kan man møde bønderne, der falbyder deres varer, mens gøglere og taskenspillere fylder luften med larm og ægte markedsstemning. Pølser og pandekager steges over bål, grøntsager og nybagt brød sælges, mens bødker og børstenbinder, kniplersker, pileflettere og andet godtfolk arbejder med de gamle håndværksteknikker.
Indenfor i herregårdens sale kan man opleve de fornemme adelsfolk i deres store kjoler og pudrede parykker blive opvartet af tjenestefolk, mens de drikker te, musicerer, danser menuet og konverserer.
Spændende periode
Meningen med hele dette totalteater er at vise 1700-tallets samfund, som det var for både høj og lav:
- 1700-tallet er en meget spændende periode i vores historie, hvor der var kæmpestor forskel på høj og lav. Indenfor i de fine stuer på godserne levede overklassen et liv i enorm luksus, og grever og grevinder var mestre i at iscenesætte sig selv med både et gennemført udseende og særlige herskabelige gøremål som tedrikning og musiceren, fægtekunst og promenader i haven, forklarer museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær, der er projektleder på 1700-talsfestivalen.
- Det står i skarp kontrast til livet uden for herregårdens mure, hvor almindelige mennesker arbejdede hårdt og levede deres liv fokuseret på at skabe en bare nogenlunde rimelig tilværelse for deres familie. For selvom Oplysningstidens idealer om frihed og lighed langsomt vandt frem fra slutningen af 1700-tallet, levede langt størstedelen af den danske befolkning i det meste af 1700-tallet som stavnsbundne bønder underlagt herremanden og det lokale gods, forklarer museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær, der er projektleder på 1700-talsfestivalen, og fortsætter:
- Livet på landet var hårdt, og markedsdage, som den vi genskaber på Gammel Estrup, var et kærkomment afbræk fra den slidsomme hverdag.
Danseskole og forbryderjagt
1700-talsfestivalen, der har eksisteret i over 20 år, har hvert år et særligt tema og i 2024 er der især fokus på levendegørelse og rollespil:
- Ved siden af alle aktiviteterne, der foregår over hele Gammel Estrups område, etablerer vi i år historisk danseundervisning i Riddersalen, hvor dansemesteren lærer de besøgende børn 1700-tallets svære dansetrin og hjælper dem til at føre sig frem med en ordentlig holdning, som var så vigtig i 1700-tallets finere kredse, siger Marie Kirstine Elkjær, og tilføjer:
- Derudover kan man udenfor på området gå på jagt efter den bortløbne landsoldat, der skal stilles for retten. Men han er ikke nem at finde, og man må spørge mange bønder om ledetråde og spor.
- Livet på landet var hårdt, og markedsdage, som den vi genskaber på Gammel Estrup, var et kærkomment afbræk fra den slidsomme hverdag
Marie Kirstine Elkjær, museumsinspektør og projektleder på 1700-talsfestivalen
På 1700-talsfestivalen kan man også opleve et såkaldt morgentoilette, hvor man kan se en grevinde blive klædt på fra inderst til yderst, man kan også komme med på grevens rundvisning, se gøglershow og lære at fægte som en ægte adelsmand i fægteskolen.