Oplev gamle bondetraditioner: Frilandsmuseet inviterer til påskefejring

I Landsbyen på Frilandsmuseet vil man fra 12. – 21. april kunne opleve alle påskens glæder. Der vil være æggelege som i 1700- og 1800-tallet, som at trille, trante og løbe med æg, samt muligheden for at komme på æggejagt, som da man gik fra hus til hus og »sang for æg«.

Der vil også være hønseskidning og påskeharen hopper selvfølgelig også en tur forbi. Der vil også være masser af påske-gøgl i Frøsnapperbyen, så som »Det store æggeræs« og man kan lave pandekager over bål og forme sine egne slikkepinde i Mutters bolchekøkken.

Ifølge museumsdirektør på Frilandsmuseet, Anja Jørgensen, markerer påsken vigtige traditioner for den tid, museet skildrer.

- Tiden omkring forår og påske var fyldt med håb. Naturen vågnede, fuglene begyndte at synge, og det spirede allevegne. Aftensædet sluttede - traditionen med at man samledes om aftenen ved tællelysets skær og reparerede tøj og redskaber og syslede med alt det, som skulle være klar til arbejdet udenfor, gik i gang, siger hun i en pressemeddelelse.

Foråret betød ifølge direktøren også liv og frugtbarhed; fadeburene kunne igen blive fyldt og sulten i maven stillet. Køerne, fårene og gederne kunne komme på græs og begyndte at producere mælk, og hønsene lagde igen æg - deraf kommer påskens mange æggelege og retter med æg.

På Frilandsmuseet er dyrene også kommet ud, så til påske kan man igen møde bl.a. høns, får, lam og geder i foldene.

Vårhunger

Selvom naturen struttede var tiden omkring påske imidlertid også ret vanskelig. Det var her, at husmoderens evne til at strække maden fra sidste års høst og slagtning blev udfordret. Spisekamrene var halvtomme, kødet fordærvet og dyr såvel som mennesker var afkræftede efter den lange vinter.

- Nok var solen på vej, men dens stråler afslørede også vinterens hårdhed. Der findes mange historier om, at bønderne måtte bære deres dyr ud på marken, fordi dyrene var så svage, at de ikke selv kunne gå. Ordet »vårhunger« stammer også fra denne tid. Vårhunger betyder den hungersnød, der netop opstod om foråret, og som hvert år kostede mange menneskeliv, særligt blandt de fattige, siger Anja Jørgensen.

Derfor var påsken også fyldt med traditioner og overtro. Ægget var omgærdet med mystik; liv kom ud af en gold skal og var derfor symbol på frugtbarhed. Et par af årets første æg blev derfor gravet ned på markerne for at give rigeligt med afgrøder. Man satte knive og skeer i dørkarme, lagde en økse i møddingen og en le i kornbunken, da man mente, at stål fordrev det onde.

Heksene huserede også særligt til påske, da de ifølge historierne kom tilbage fra Bloksbjerg på skærtorsdag, hvor de gik i kirke.

Sejlivede traditioner

Mange af påskens traditioner har overlevet helt op til i dag. Gækkebrevet er f.eks. en af dem. Før i tiden blev gækkebrevet kaldt et bindebrev, og det var ikke kun noget, man sendte afsted omkring påske.

Bindebreve sendte man hele året, ofte på modtagerens navnedag, og var et smukt stykke håndværk. Bindebrevene var udklippet, dekoreret med billeder, tekst og forsynet med en lang og ganske tynd tråd med en masse knuder - man kan se dem hænge i nogle af husene på Frilandsmuseet.

- Var man ny karl eller pige på egnen, kunne man risikere at modtage et bindebrev. Eller havde man en hemmelig beundre kunne man måske også finde et gemt i ærmet på jakken. Ideen var, at man med brevet blev ‘bundet’ sammen med den, som sendte det. Og man kunne kun komme fri ved at give et kys eller mere udbredt ved at holde et gilde for egnens unge, forklarer Anja Jørgensen.

Bønderne og landsbysamfundene var i det hele taget glade for fejringer og traditioner.

- Traditioner eksisterer, fordi man har brug for dem og fordi bønderne betragtede livet og året som cirkulært med evige gentagelser, som altså skulle markeres. Det gav forudsigelighed og sammenhængskraft. Måske føltes fremtiden skræmmende, og i den kontekst var traditioner det modsatte: de var velkendte og skabte tryghed, tilføjer museumsdirektøren.

Op gennem tiden, når livet og verden føltes ustabil, har vi altid samlet os om traditionerne, om det nære, om årstiderne, og det der var lige udenfor: køkkenhaven, surdejen, hinanden. Det så man også under Corona-pandemien.