Lines køer er begyndt at metanbøvse væsentligt mindre

Sønderjysk mælkeproducent kalder det konkurrenceforvridende og usagligt, at såvel danske politikere og klimaforskere som landbrugstoppen alene virker til at fokusere på at give tilskud til Bovaer. Hun peger på, at ekstruderet hørfrø er en mere klimavenlig og en sundere løsning for køernes metan- og CO2-udfordring.

Line Petersen foran computeren, hvor hun via »mælkinfo« dagligt holder øje med køernes fordøjelse, og hvor meget metan, der for eksempel er i deres mælk.

På Bryggerigården ved Christiansfeld følger 6. generation, i skikkelse af den 29-årige agrarøkonom Line Petersen, begejstret med i alt, hvad der forskningsmæssigt rør sig.

Det mest moderne tages ind, når hun vurderer, at det forbedrer hendes besætnings helbredsmæssige tilstand og indre fordøjelsesharmoni til gavn for både køernes trivsel, mælkeproduktion og klimaet.

Det har blandt andet også betydet, hvad angår metanreducerende foderadditiv, at hun har fravalgt Bovaer – et produkt, som hun peger på, er både dyrt og syntetisk fremstillet på 3-nitrooxypropanol. Det selvom danske forskere blandt andet hos Seges anbefaler Bovaer, og som regeringen ønsker at give landmændene tilskud til at bruge.

Nægter at bøje nakken

Sammen med sin far, mor, ene bror, kæreste og en elev driver Line Petersen gården. De bor alle inden for få hundrede meter – med Line Petersen som eneansvarlig for kvægdrift og mælkeproduktion siden 2021.

Billeder på kontoret af masser af køer, mange flotte vundne præmier for mælk og avlsdyr samt af tidligere generationer på gården med de efterhånden tilhørende 220 hektar minder om et århundrede langt lokalt engagement og en familiestolthed, der bare fortsætter med Line Petersen.

Trods omverdenens stigende klimaskepsis overfor netop traditionelt landbrug ser Line Petersen ingen grund til at bøje nakken og er meget aktiv i landbrugets ungdomsorganisationer.

Hun tager meget gerne diskussionen op og slår stolt stalddørene op, når virkeligheden skal vises frem for eksempelvis landbrugskritiske elever fra den nærliggende højskole.

Markant fald i metanindholdet

Line Petersen følger ivrigt med i alt, hvad der sker på kvægfronten internationalt. Og mindst lige så engageret med i, hvad der foregår inde i hendes egne køer.

Hun finjusterer foderrationerne på baggrund af månedlig analyse af fedtsyrerne i malkningen. Fokus på køernes fordøjelse holdes via det internationalt baserede infoværktøj »mælkinfo« installeret på såvel kontorets PC som Line Petersens bærbare.

- Det er vildt interessant at følge alle parametre for, hvad der sker inde i mine køer, siger hun entusiastisk.

Mælkinfo giver hende en aktuel oversigt over besætningens ydeevne og sundhed, som vises gennem forskellige vurderingskriterier: mælkeproduktionseffektivitet, proteineffektivitet, fiberkvalitet og -effektivitet, sundhedspotentiale, overvågningsniveauer, metanudvikling med mere.

Af den årsag er Line Petersen også blevet stadig mere opmærksom på et væsentlig lavere metanindhold i den mælk, hendes 160 malkekøer samlet producerer, efter at hun det seneste år er begyndt at supplere den daglige foderblanding fra bedriftens egenproduktion af blandt andet græs og majs med et naturprodukt bestående af ekstruderede hørfrø, kaldet Easylin.

- Et tal, der straks øges eller vender tilbage til normalniveauet, så snart vi fjerner det naturlige kosttilskud eller bare reducerer mængden i forhold til anbefalingerne, konstaterer Line Petersen om det markante fald i mængden af metan i køernes mælk og viser på computeren, hvad graferne dag for dag dokumenterer.

Den årlige ekstraudgift på 180.000 kroner har hun beregnet – og ser som godt givet ud, når man modregner den ekstra mælk, der produceres.

Konkurrenceforvridende at give tilskud til Bovaer

Det er hørfrøenes indhold af Omega 3 fedtsyrer, der skaber balance i koens fordøjelse – et tilskud, som ellers kun kan opnås på naturlig vis i det tidlige forårs ernæringsmæssigt eftertragtede førsteslæt græs og altså ikke resten af året.

Line Petersen er ikke meget for at supplere med kraftfoder, der traditionelt typisk er baseret på soja fra Sydamerika. Hun peger på, at det transportmæssigt ikke er en tilstrækkelig bæredygtig løsning, når landbruget skal reducere CO2 – hun foretrækker kraftfoder på lokale hestebønner.

Af samme grund afviser Line Petersen foderadditivet Bovaer. Hun er derfor utilfreds med regeringens planer om at give landmænd, der benytter det syntetisk fremstillede Bovaer, tilskud til at dække udgifterne.

Det er konkurrenceforvridende og sagligt ikke i orden, mener hun, når hendes valg på hørfrø fungerer mindst lige så godt.

Mens en malkeko ifølge Seges Innovation skal have tre gram Bovaer om dagen svarende til en ekstra udgift på 1.100 kroner pr. ko. pr. år, betaler Line Petersen cirka den samme omkostning og opnår den samme metanreduktion på cirka 15 procent med det hørfrøbaserede Easylin. Hvilket hun derfor mener er klart sundere for koen med det resultat, at den lever længere og kan bevares længere i mælkeproduktionen.

Landbrugsordfører vil vække kollegerne

Hos Vestjysk i Ringkøbing understreger rådgivningsdirektør Ida Ringgaard, at landmænd oprindeligt ikke købte det hørfrøbaserede produkt Easylin, fordi det er klimavenligt produceret – og heller ikke fordi det giver en metanreduktion, som Line Petersen har observeret. Begrundelsen har derimod været sundhedsrelateret.

Der peges på, at omega-3-fedtsyrer har en særlig gavnlig effekt på både reproduktion, virker antiflammatorisk og samtidig giver fedtsyrerne en god energi til køerne.

- Men i virkeligheden er det jo to sider af samme sag. Jeg har noteret mig, at alle de landmænd, jeg kender til, der i dag bruger produktet, også har konstateret en tilsvarende klimapositiv virkning med den kraftige metanreduktion, der peger i retning af, at en stor del af netop de ambitiøse klimamål, som man politisk har besluttet for køer, hermed kunne løses. Alligevel har vi foreløbig forgæves forsøgt at interessere politikerne for hørfrøene, siger Ida Ringgaard og tilføjer:

- Hørfrøene, der nu dyrkes i Mellemeuropa, burde ovenikøbet på sigt kunne forædles og dyrkes i vores danske klima.

Én af Christiansborg-politikerne, Danmarksdemokraternes landbrugsordfører Hans Kristian Skibby, kan dog allerede se pointen:

- Før vi ødelægger dansk landbrug med unødvendige, konkurrenceforvridende CO2-afgifter og -tilskud, som ingen andre lande pålægger deres landbrug, håber jeg, at vi kan få vækket mine kolleger i de andre partier på Christiansborg, siger Hans Kristian Skibby og fortsætter:

- Vi må have danske forskere hurtigt i gang med at undersøge, om ikke Line og de andre kvægavlere har ret. Deres egen dokumentation for brugen af det hørfrøbaserede Easylin virker overbevisende. Og hendes køer ser samtidig struttende sunde ud,

Hans Kristian Skibby vil nu have landbrugsminister Jacob Jensen (V) og den nye minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), til at forholde sig til spørgsmålet.

Som fiskepiller til køer

Hos importøren af Easylin gennem de seneste 10 år, Nordan AgriCore, understreger direktør og landmand, Jesper Bering, at naturproduktet selvfølgelig ikke er et mirakelmiddel.

- Det holder køernes maver mere sunde, ligesom Omega 3-piller også giver os mennesker bedre mavebalance. Når der er ro i maven, arbejder vi også bedre, forklarer han og tilføjer:

- Effekten af ekstruderede hørfrø i forhold til køernes metanudledning behøver danske forskere i virkeligheden ikke at dokumentere. Det vil være som at genopfinde den dybe tallerken.

Jesper Bering henviser til, at der foreligger adskillige rapporter med anerkendt international forskning, som allerede dokumenterer effekten – og at FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, også har belyst det.

- Det virker mærkeligt, at det tilsyneladende er tidligere klimaminister Dan Jørgensens nølende fokus på hockeystavseffekt, der stadig skal redde dansk landbrug. Hvorfor tager forskningsinstitutionerne ikke i højere grad dokumenteret viden ind fra udlandet, så kunne vi komme meget hurtigere ud over stepperne med for eksempel hørfrøene, spørger Jesper Bering.

Han er helt enig med mælkeproducent Line Petersen i, at regeringens planer for tilskud til Bovaer virker konkurrenceforvridende og usaglige.

Læs også