Ko-kalv-systemer skaber debat – og der er potentiale for både forskning og udvikling

At skille kalve fra deres mor efter et døgn har længe været accepteret praksis i økologiske malkekvægbesætninger. De seneste år har det været et felt for debat, udvikling og forskning. Det understreger seniorforsker Mette Vaarst, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet – Anivet i en meddelelse på Icrofs’ hjemmeside.

Hun peger på, at i forhold til de økologiske principper er tidlig adskillelse mellem ko og kalv et åbenlyst dilemma. I økologien lægges der vægt på at give dyrene lov til at imødekomme deres naturlige behov, og koen er meget stærkt motiveret til at tage sig af sin kalv.

Samværet giver mulighed for omsorg og læring, udover at kalven selvfølgelig får mælk fra sin egen mor på en fysiologisk set langt mere naturlig måde end ved at blive fodret af en spand eller automat, slår seniorforskeren fast. Hun lægger desuden vægt på, at mange forbrugere og borgere også har fået øjnene op for dette dilemma og har forholdt sig kritisk til den tidlige adskillelse.

Trinvis fravænning er godt for velfærd

Mette Vaarst mener, at en forskningsindsats i Danmark stadig er relevant, fordi den tager udgangspunkt i de rammer, det danske malkekvægbrug giver køer, kalve og mennesker.

Hun henviser til, at pionerer blandt andet fra Schweiz, Holland og Tyskland har vist, at ko-kalv-systemer er mulige under mange forskellige forhold – dog ofte med mindre besætninger, sammenlignet med mange danske økologiske besætninger.

Danske ko-kalv-systemer var i fokus i projektet »Kalvvedko«, der var i gang fra 2019 til 2023 med deltagelse fra Aarhus Universitet, Thise Mejeri, Naturmælk, TruTest og Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

En række adfærdsstudier, hvor de fleste foregik i AU’s forsøgsfaciliteter, gav indsigt i, hvordan forskellige indretninger af stalden (for eksempel kalveskjul) og pasningen (for eksempel heltid eller halvtidssamvær) påvirker dyrenes anvendelse af systemet samt kalvenes velfærd. Pludselig versus trinvis fravænning blev ligeledes undersøgt, og ifølge Mette Vaarst viste resultaterne, at trinvis fravænning forbedrede kalvenes velfærd.

Der blev undersøgt forskellige praksis-aspekter af ko-kalv-systemer i projektet. Dette var især baseret på gårdstudier med deltagelse af besætninger af vidt forskellige type og ud fra forskellige ønsker og muligheder for ko-kalv-systemerne, hvor praktisk viden og erfaringer blev systematisk indsamlet gennem interviews, casestudier og et staldskole-forløb fra 2019-2022.

Økonomien bliver udfordret

Seniorforskeren slår fast, at det kræver store ændringer af både bygninger og rutiner, hvis man vil ændre sit system varigt til et velfungerende ko-kalv-system.

Hun henviser til, at på tværs af de meget forskellige besætninger viste studierne tydeligt, at det krævede en stor indsats at gennemføre disse ændringer.

Mette Vaarst forklarer, at staldafsnit for malkende køer generelt er indrettet effektivt til dette formål og ikke til at huse kalvene. Der skal indrettes kalveskjul, og pladsen skal være tilstrækkelig til, at små kalve kan færdes sikkert. Der skal være god hygiejne samt adgang til foder og vand til kalve.

I nogle besætninger er der særlige afdelinger til nykælvede køer, som måske kan indrettes til kalvene også, men hvis køerne skal malkes en eller to gange om dagen, kan logistikken ifølge Mette Vaarst være en stor udfordring.

Ligesom hun peger på, at tyrekalvene udgjorde en særlig udfordring for indretning af hele systemer.

I mange besætninger bliver de solgt inden for den første levemåned, men hvis tyrene bliver i besætningerne hele mælkefodringsperioden, viser studiet vedrørende scenarier for ko-kalv-systemer, at de økonomiske udfordringer i nuværende strukturer ved at etablere ko-kalv systemer forstærkes – især hvis man ikke får en pris for tyrekalve eller kød, som dækker meromkostningerne, lyder det fra seniorforskeren.

Hele systemet skal gentænkes

Hvis man ønsker, at moderkøerne skal imødekomme deres naturlige behov for at drage omsorg for deres kalve, konkluderer Mette Vaarst, at hele malkekvægsystemet skal gentænkes og indrettes, for eksempel med en ko-kalv-stald, som tillader samvær mellem køer og samtlige kalve en væsentlig del af døgnet.

Erfaringen fra projektet er, at ammetantesystemer ofte er den mest nærliggende løsning i mange af de besætninger, hvor man gerne vil have kalve sammen med køer.

De løser imidlertid ikke udfordringen ved, at koen fratages muligheden for at tage sig af sin kalv, og flere af de deltagende landmænd gav kalv og ko tid sammen gennem de første uger, inden kalven blev flyttet over til ammetanter.

Mette Vaarst understreger, at når ammetantesystemer er indrettet og fungerer godt, imødekommer de en del af kalvenes behov, og siden køerne ikke skal malkes, er der ofte ro og muligheder for eksempelvis ophold på græs gennem sommeren.

Italesætter dilemmaer

Også internationalt har »Kalvvedko« ifølge seniorforskeren bidraget væsentligt til at italesætte dilemmaer med tidlig adskillelse og den særlige udfordring i forhold til tyrekalvene samt mulige ko-kalv-systemer.

Mette Vaarst slår fast, at debatten og udviklingen fortsætter.

Hun gør opmærksom på, at hvis der bredt set ønskes væsentlige ændringer i malkekvægbruget henimod ko-kalv-systemer, er der brug for ændrede incitamentsstrukturer såsom tilskud, afgifter og/eller markedsforhold, hvor både kød og mælk fra disse systemer i højere grad værdsættes.