Landsdækkende mangel på hakket oksekød i januar

Danske kølediske er tømt for hakket oksekød i starten af januar – en tid, hvor efterspørgslen normalt topper. Det skriver AvisenDanmark.

Færre slagtedage, større efterspørgsel og skarpe tilbud betyder, at hakket oksekød i denne tid er en mangelvare i mange danske kølediske, konstaterer AvisenDanmark.

Slagterier som Danish Crown er presset af øget efterspørgsel på retter som lasagne og kødsovs samt en række skarpe tilbud fra butikskæder. Problemet forværres af færre slagtedage hen over julen, da helligdagene gav mindre produktionstid.

- I år er helligdagene faldet på en måde, så vi har haft færre slagtedage hen over julen end normalt. Vi har selvfølgelig forproduceret mest muligt, men hakkekød har en holdbarhed på en uges tid, så det er ikke muligt at lave et kæmpe lager på forhånd, forklarer Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, til mediet.

Han tilføjer, at de første par uger i januar er den tid på året, hvor danskerne spiser mest hakket oksekød.

25 kroner for 400 gram

Ifølge AvisenDanmark forstærkes manglen yderligere af en koordineret kampagne med tilbud på hakket oksekød fra mange butikker på samme tid. Eksempelvis sælger Rema 1000 400 gram hakket oksekød med 35 procent ærteprotein for 25 kroner.

Hilton Foods Denmark, der leverer til Coop og Salling, har klaret sig bedre ved at bruge udenlandske leverandører og fokusere på andre proteinkilder som svinekød. Direktør Marc Kristensen fremhæver over for AvisenDanmark, at deres tidlige planlægning har hjulpet med at afhjælpe forsyningsproblemer.

- Vi har selvfølgelig forproduceret mest muligt, men hakkekød har en holdbarhed på en uges tid, så det er ikke muligt at lave et kæmpe lager på forhånd

Jens Hansen, pressechef i Danish Crown - til AvisenDanmark

Jens Hansen forventer, at leverancerne vil normalisere sig i løbet af næste uge, men indtil da vil kunder stadig opleve tomme kølediske rundt om i landet.

Læs også