Ny viden om bedøvelse ved afhorning af kalve
Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet har undersøgt bedøvelse ved afhorning af kalve.
På trods af forudgående lokalbedøvelse udviser mere end 40 procent af kalve adfærdsreaktioner ved afhorning. I Danmark er det kun tilladt at afhorne kalve, der er under tre måneder gamle. En undersøgelse viser, på trods af forudgående lokalbedøvelse, at nogle kalve ikke var tilstrækkeligt smertelindret under indgrebet. Desuden tyder det på, at størrelsen på brændejernet har en betydning. Arkivfoto
I Danmark er det kun tilladt at afhorne kalve, der er under tre måneder gamle. Eneste lovlige metode til afhorning i Danmark, er brug af brændejern, hvor en dyrlæge har lagt en lokalbedøvelse forud for indgrebet.
- Det eneste præparat, som er tilladt i Danmark, til lokalbedøvelse ved afhorning, er Prokain. De allerfleste undersøgelser som har dokumenteret fordele ved lokalbedøvelse har imidlertid anvendt Lidokain. Derfor valgte en af vores specialestuderende på masteruddannelsen for vurdering af velfærd i primærproduktionen, Jennie Hed Hansen, at undersøge Prokains effektivitet i forbindelse med afhorning af kalve, som sit specialeprojekt. Undersøgelsen blev gennemført i en række danske malkekvægsbesætninger, fortæller seniorforsker Mette S. Herskin, som har ledet undersøgelsen sammen med seniorforsker Peter T. Thomsenm til Aarhus Universitets hjemmeside.
167 kalve observeret
I forsøget indgik i alt 167 kalve fra otte forskellige malkekvægsbesætninger. Størstedelen af kalvene var Holstein (62 procent) og Jersey (26 procent). Kalvenes gennemsnitsalder på afhorningstidspunktet var 61 dage.
Det som forskerne kiggede nærmere på i undersøgelsen, var dels kalvenes adfærdsreaktioner, når brændejernet blev påført afhorningsstedet, dels om der var sammenhæng mellem kalvenes adfærdsreaktioner og tid fra anlæggelse af bedøvelsen til afhorning, og endelig om der var sammenhæng mellem kalvenes adfærdsreaktioner og brændejernets størrelse – det vil sige kontaktfladen til kalvenes hud.
Kalvenes adfærdsreaktioner blev observeret med fokus på tre typer af adfærdsrespons: kalven rejser sig på alle fire ben, kalven sparker med mindst ét ben, kalven løfter hovedet.
Forud for afhorningen fik kalvene, af besætningsdyrlægen, et beroligende middel (Xylazin), og efterfølgende lokalbedøvelse (Prokain), der fungerer som en smerteblokade. Derefter blev kalvene afhornet af enten dyrlægen eller landmanden efter besætningens normale procedure.
Flere adfærdsreaktioner ved brug af stort brændejern
Resultaterne viste, at 42 procent af kalvene reagerede med mindst én af adfærdsreaktionerne under afhorning. Af de kalve, der blev afhornet med det lille brændejern (23 millimeter), var der kun hver tredje, som udviste mindst én adfærdsreaktion. For kalve, som blev afhornet med det store brændejern (33 millimeter), var det over halvdelen, der udviste mindst én af de tre adfærdsreaktioner.
Resultaterne peger således på, at nogle kalve ikke var tilstrækkeligt smertelindret under indgrebet. Desuden tyder det på, at størrelsen på brændejernet har en betydning, idet der var flere kalve, som udviste adfærdsreaktioner ved brug af det store brændejern sammenlignet med det lille, vurderer Aarhus Universitet.
- Vores resultater tyder på, at det kan være en fordel for kalvenes velfærd, hvis man praktiserer tidlig afhorning, for på den måde at kunne nøjes med at bruge det lille brændejern. Det kræver dog yderligere undersøgelser, før vi har endelig dokumentation for dette, siger Peter T. Thomsen.