Vær klar til andet slæt

17 dage efter første skårlægning er det tid til igen at kigge på mark og vejrudsigt.

Hos Simon Berends klarer man både de 940 køer og 670 hektar selv. Årets første slæt hos Simon Berends blev afbrudt af regn. Vibeke Duchwaider opfordrer til at få taget boreprøver af stakken og tage en snak med maskinstationen om kvaliteten af arbejdet.

- Når der er gået 17 dage efter I har skårlagt første slæt, skal I igen begynde at kigge på marken og vejrudsigten, uanset hvilke græsblandinger I har, fastslog kvægrådgiver Vibeke Duchwaider, D&K Gruppen, da rådgivningsvirksomheden forleden holdt staldgangsmøde hos Simon Berends ved Thisted.

- I de fleste blandinger begynder fordøjeligheden at falde betydeligt efter tre uger, så når man nærmer sig de tre uger, skal man være meget vågen, konstaterede kvægrådgiveren, der anbefaler samme fremgangsmåde mellem andet og tredje slæt.

- Det er selvfølgelig fair nok at strække den lidt længere, hvis der har været tørt og man vurderer, at der alligevel ikke er noget at køre efter. Men hvis der har været godt græsvejr og man har planer om at lave kofoder, bør man holde samme interval mellem andet og tredje slæt. Derefter kan man så begynde at strække intervallerne lidt mere, så man ikke ender ud med at hente syv slæt, sagde hun.

Snak med maskinstationen

Med strategien i marken på plads, var det oplagt også at kigge en tur forbi siloen.

- Vi ved godt alle sammen, at det skal køres ordentligt sammen. Det der er svært, er at vurdere, hvornår det så faktisk er kørt godt nok sammen, sagde Vibeke Duchwaider, der opfordrede til at tage boreprøver for at fastslå, om ensilagestakken er kørt godt nok sammen.

Desuden opfordrede hun de fremmødte landmænd til at tage en snak med maskinstationen om, hvordan man forventer, de klarer deres opgave.

- Selvfølgelig er det ikke altid manden i gummigeden skyld, at tingene ikke fungerer, men jeg synes, I skal invitere maskinstationen ud i løbet af vinteren og kigge på stakkene og tage en snak om, hvad I gerne vil have. Er der nogen af jer, der i forvejen diskuterer med maskinstationen om, hvor god ensilagen er? Spurgte hun, og så ikke en eneste oprakt hånd som svar.

Som tommelfingerregel forklarede hun, at et lag græs på 10 centimeter bør køres sammen til én centimeters tykkelse.

Desuden mener hun, at man bør undersøge mulighederne for ensileringsmiddel, hvis man har udfordringer i stakken.

- Der har været en kultur, at det er pinligt at bruge ensileringsmiddel. Det er det altså ikke, hvis det kan sikre bedre ensilage. Derfor skal I heller ikke være bange for at spørge i forhold til, om der findes ensileringsmidler, der kan være med til at afhjælpe de specifikke udfordringer I har på jeres bedrift, fastslog hun.

Klarer det hele selv

Hos Simon Berends på bedriften Vestermark i Thy er maskinstationen ikke en del af planerne, når der skal laves grovfoder til de 940 køer i stalden. Den hollandske landmand står selv for alt arbejde i både stalden og på de 670 hektar jord.

- Måske ville det i nogle tilfælde være billigere at få maskinstationen til at klare nogle ting, men det er sådan her, jeg bedst kan lide at drive mit landbrug. Det giver frihed til at få gjort tingene som jeg vil og når jeg vil. Vi kommer ikke til at stå i kø hos maskinstationen, forklarer den hollandske landmand, der overtog bedriften i efteråret 2017.

Han har 10 ansatte på fuld tid og fire med færre timer til at klare de mange opgaver på gården.

Mens han ikke skal vente på maskinstationen, måtte Simon Berends til gengæld se vejrguderne sætte ham i venteposition, da regn og torden satte ind, da der stadig manglede 50-60 hektar af første slæt.

- Vi ville gerne have kørt det hele i samme bunke, men det er vilkårene. Til gengæld ser kvaliteten ud til at være rigtig god, selvom det blev noget senere end det plejer, før vi kunne komme ud efter første slæt, konstaterede han.

Læs også

Dobbelt kødpris og græsningstilskud driver drømmen
Fodringsforsøg med kvier ser på raceforskelle
Kom til kvægfaglig aften og grillhygge på Sydfyn
Reducer foderomkostninger ved at ændre proteinkilder
Køerne er vilde med vikke
Husk dokumentation ved antibiotika-uheld