Limousineauktionen flytter til Brørup Marked
Lørdag den 25. marts kommer der nyt liv i Brørup Markeds auktionslokaler, for her afholdes Dansk Limousine Forenings magnet af et arrangement – den årlige avlsdyrsauktionen.

Foto: Dansk Limousine Forening
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Syv tyre, tre køer og tre kvier – de fleste pollede – skal under hammeren.
Selve husdyrauktionen på Brørup Marked lukkede officielt i 2022. Men for en stund vækkes husdyrauktionen dog til live, når Dansk Limousine Forening lørdag den 25. marts rykker ind i auktionslokalerne på Markedsvej 4, 6650 Brørup for at afholde den traditionsrige auktion over nøje udvalgte limousine-topavlsdyr.
Dørene åbner klokken 10.00 – hvor også stande og madboder åbner.
De 13 katalognumre, som skal på auktion den 25. marts, er udvalgt af foreningens auktionsudvalg, som har besøgt 22 forskellige besætninger for at besigtige mulige emner. Kataloget, som rummer billeder og beskrivelser af auktionens syv tyre, tre køer og tre kvier, kan ses på og downloades fra foreningens hjemmeside.
Der er limousiner for enhver smag – både til dem, der er på udkig efter en ny foldtyr, og til dem, der mangler et nyt dyrskueemne eller et nyt hundyr til avl.
Limousineauktionen starter klokken 12.30 – katalognumrene bliver udbudt til salg i tilfældig rækkefølge.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































