Danish Crown Beef spår stigende priser

Efter mange måneder med modvind og faldende priser på oksekødet, så begynder Danish Crown Beefs CEO Finn Klostermann at se de første tegn på bedring.

Bunden er nået og man vil se stigende priser det kommende år, sår Danish Crown Beef.

- Vi kommer næppe til at se prisstigninger i det tempo, som vi har set på grisekød i år, men jeg tror på, vi har nået bunden og vil se stigende priser det kommende år. Derfor forbereder vi os også på at kunne slagte flere dyr, for det kan vi hurtigt få brug for med de ting, der sker i markedet lige nu, siger Finn Klostermann, CEO i Danish Crown.

Det er særligt udsigten til at blive godkendt til eksport til Kina, der giver grobund for optimisme. Det er fortsat uklart, hvornår den endelige godkendelse falder på plads, men i det øjeblik den kommer, er Danish Crown klar til at sende varer afsted.

- Vi har den fordel, at Danish Crown og vores salgsselskab ESS-Food allerede har været i Kina i mange år, så vi har folk, der kender markedet og ikke mindst kunderne. Kina tillader import af kød fra dyr under 30 måneder, så det kan meget vel skabe et helt nyt grundlag for opfedning af kalve og ungtyre. Samtidig står Kina med et enormt importbehov, hvilket bør betyde, at vi relativt hurtigt kan få gang i salget, siger Finn Klostermann.

Sideløbende ser det ud til, at priserne på huderne er begyndt at stige, og den danske detailhandel øger efterspørgslen på dansk kød.

- Vi kommer ikke udenom, at der er tydelige tegn på, at forbrugerne i Danmark nu og i fremtiden ønsker at spise lidt mindre kød generelt, men samtidig vil de spise kød af en højere kvalitet, og det kan vi levere. Derfor behøver de tendenser, vi ser i øjeblikket, ikke betyde, at de danske forbrugere spiser mindre dansk kød. Vi er langt fremme på bæredygtighed, og det skal vi forstå at italesætte, så forbrugerne køber dansk kvalitetskød, når de køber oksekød, siger Finn Klostermann, der forventer at lancere flere nye initiativer i det kommende år.

Læs også