Fra 100 malkekøer til feriegæster og vaniljekugler

Det startede med helt almindelig mælkeproduktion, men i dag har Asta Jensen og Henning Jakobsen sat køerne ud og i stedet valgt at koncentrere sig om slagtekalveproduktion, bondegårdsferie, gårdbutik og ismejeri på ejendommen Møllevang nord for Silkeborg.

Flaget på muren af den gamle længe med kampestensgavl blafrer i vinden. »Bondegårdsis« står der. På gavlen er der et skilt med teksten »Møllevangs Gårdbutik & Ismejeri«.

Vi er ved Tange Sø, nær Rødkærsbro, nord for Silkeborg. Her, på en slægtsgård med bindingsværk og stråtag, bor Asta Jensen og Henning Jakobsen.

De er gået fra en helt almindelig og måske lidt triviel hverdag som mælkeproducenter med 100 køer til for 20 år siden til i første omgang at starte op med bondegårdsferie på stedet.

- Vi overtog mit fødehjem i 1989. Dengang var der 40 køer i bindestald og lidt grise. I 1992 byggede vi en løsdriftsstald og jeg kom hjem og arbejdede, men dagene var ens. Vi gik jo bare os to og der var ingen forskel på hverdag eller weekend. Vi savnede nok begge noget mere liv på gården, imput udefra og at der skulle ske noget nyt, fortæller Asta.

Dengang, omkring årtusindeskiftet, var der stor efterspørgsel efter nye ferieværter, især i Midtjylland og i 2001 flyttede de første gæster så ind i Asta og Henning træhus. Det ligger lige på den anden side af haven og ikke mange meter fra deres eget stuehus.

Bondegårdsferie i træhus

Træhuset rummer seks sovepladser og har plads til en familie ad gangen. Familien står selv for madlavning.

- Enkelte familier bruger huset som base og kører ud derfra, mens andre kommer her på bondegårdsferie og er med på foderrunder. Der gør vi rigtig meget ud af at fortælle om landbrug, fortæller Asta Jensen, som sammen med sin mand for fem år siden måtte tage den svære beslutning at sætte køerne ud.

For det hårde slid havde sat sine spor rent fysisk, og hun frygtede for, om der overhoved var en fremtid, hvis de blev ved. Kroppen havde gang på gang sagt stop.

Derfor er staldene i dag fyldt med slagtekalve.

- Vi laver omkring 300 kalve om året. Det er efter konceptet Himmerlandskød, hvor vi sælger en del af det i vores gårdbutik, siger hun.

Gårdbutik og ismejeri

Gårdbutikken blev etableret i 2009 efter en erfagruppetur i Nordjylland, hvor familien for første gang smagte is efter det hollandske koncept »Bondegårdsis«.

- Så sagde min svigersøn – svigermor, det er da det vi skal, fortæller Asta Jensen.

Og sådan blev det. Den ene længe blev lavet om til gårdbutik og ismejeri, og mælken kunne i første omgang hentes direkte i mælketanken. Men efter at parret har sat malkekøerne ud, henter de mælk på Tange Skovgaard, hvor Asta Jensen også har faste malkevagter, mens Henning Jakobsen i flere år har været almindelig lønmodtager.

Is til ethvert formål

Der går cirka en uge eller 14 dage imellem, at Asta Jensen laver 150-200 liter is. Vanilje er en klassiker, men også mere specielle is som kastanje og cola-is ligger i køledisken i ismejeriet på Møllevang.

Der er flødeis, sorbet-is og yoghurt-is.

Isproduktinen kører gennem det hollandske koncept Bondegårdsis, hvor Asta har langt over 1.000 opskrifter til rådighed. For en chokoladeis er ikke bare en chokoladeis; der findes mange forskellige varianter.

Nogle af smagene har familien på Møllevang også selv udviklet. Det gælder blandt andet risalamande-isen, som kun er i sortiment til jul, selvfølgelig sammen med den med kanel.

Ismejeriet og gårdbutikken har åbent på udvalgte dage, hvor der også er mulighed for at købe is og enten nyde den i cafeen eller udenfor på gårdspladsen.

Asta Jensen er kreativ, elsker at bruge sine hænder og elsker bestillingerne på store islagkager til en barnedåb, konfirmation eller et bryllup, hvor islagkagen laves ud fra kundens ønske og hvor Astrid altid lige forslår, at tage en sorbet eller en yoghurt-is med, både for smagens skyld, men i høj grad også for at få et flot snit.

Der er også bestillinger på islagkager til jul, nytår, fødselsdage, studenterfester og meget mere og Asta elsker at dekorere dem, nogle med fondant overtræk og de smukkeste roser eller andre figurer, som passer til lejligheden.

Corona alternativer

Coronaen er ikke gået ubemærket hen hos Møllevangs Gårsbutik & Ismejeri. Hvor parret normalt lejer træhuset ud fra uge 27-34 og kun må afvise enkelte i telefonen, kan hun i år tælle langt over 30 familier, som hun har måttet afvise.

- Det er meget usædvanligt, at der har været så stor efterspørgsel, fortæller hun.

Også i ismejeriet har coronaen påvirket produktionen. For med en række aflyste konfirmationer, har hun måttet holde de kreative pynte-hænder i ro, mens der i stedet har været et langt højere salg af ispinde.

Autocampere i gårdspladsen

Det nyeste på Møllevang er »Pintrip«. Et landsdækkende koncept, som tilbyder flere hundrede holdepladser for autocampere, hvor man kan opholde sig gratis i 24 timer fra ankomsttidspunktet mod et medlemskab af Pintrip.

En af de holdepladser er hos Asta og Henning – store campere i gården og lidt mindre på græsset bagved.

Der er mulighed for strøm, bad og toilet.

- Der har vi valgt at tilbyde mad, hvis gæsterne bestiller det. Det er nyt for os og det glæder vi os rigtig meget til, fortæller Asta.

Læs også