Goldkostrategi kræver altid opfølgning
Kvægdyrlæge Susanne Sommerlund, LVK, er ikke i tvivl – X-Zelit virker, men det kræver ligesom andre goldkostrategier opfølgning, for ellers risikerer man ikke at få den fulde effekt af produktet.

Kvægdyrlæge Susanne Sommerlund, LVK, opfordrer til at man får fulgt op på sin goldkostrategi uanset om man forsurer, kalker til eller bruger X-Zelit. Foto: Klaus Eriksen
Susanne Sommerlund er kvægdyrlæge ved LVK og kommer i mange malkekvægsbesætninger. Hun oplever på nærmeste hold hvordan forskellige goldkostrategier virker ude i praksis.
Hun har besætninger som kører X-Zelit-fodring, besætninger som kører forsuring med Low CAB-modellen og besætninger som »kalker køerne til«.
- Jeg oplever egentlig effekt ved alle tre modeller. Det vigtigste er at man holder sig til én strategi og går »all inn«. Jeg har tidligere oplevet en landmand, som kørte forsuring og halv mængde X-Zelit og det er to vidt forskellige strategier og så lander man midt mellem to stole, siger hun.
Hver strategi har forskellig opfølgning
En af kvægdyrlægens kæpheste er, at uanset hvilken goldkostrategi man har valgt, skal den følges op.
Har man valgt X-Zelit eller at »kalke køerne til« laver man opfølgninger via blodprøver mens Low CAB-strategien også kan følges op med pH-målinger på urinen.
Spørger man LVK-dyrlægen tager man minimum kvartals-blodprøver når man forkalker eller forsurer goldkørerne, fordi resultaterne kan ændre sig betydeligt når man for eksempel tager hul på et nyt slæt græs, hvor CAB-værdien ændres.
Når man snakker X-Zelit tjekker man i blodprøver både calcium- og fosforniveauet i blodet fordi fosforniveauet kan afsløre, om koen har optaget de 500 gram dagligt, som er strategien.
- Køer, som er blevet forsynet korrekt med X-Zelit de sidste ti dage op til kælvning vil have et fosforniveau på maksimalt 0,8 millimol pr. liter og calciumniveauet vil ligge på minimum 2,15 millimol pr. liter, konstaterer Susanne Sommerlund.