Mælkeproducenter vil gå plantevejen
Interessen for plantebaserede alternativer til traditionelle produkter er stigende. For nylig meldte Danish Crown ud, at slagterigiganten arbejder på planteburgere – nu er turen kommet til mælkeproducenter som Arla, Naturmælk og Thise.

Naturli' Foods har haft pæn succes med deres havrealternativer til mælkeprodukter. Men nu kan de se frem til hård konkurrence fra Arla. Foto: Michael Hein
I løbet af et års tid er det planen, at Arla vil sende en række plantebaserede fødevarer på markedet, for der er stigende interesse for mælkealternativerne i samfundet. Det fortæller bestyrelsesformand i Arla, Jan Toft Nørgaard til Jyllands-Posten.
- Vi har besluttet at gå ind i produktion af plantebaserede drikkevarer, fordi vi vurderer, at vi kan tjene penge på det. De plantebaserede varer passer fint ind i vores profil som et nordeuropæisk, landmandsejet selskab, der producerer på basis af naturlige råvarer, siger Jan Toft Nørgaard.
Vækstraterne på de plantebaserede drikkevarer ligger på cirka 15 procent om året i Arlas fem nordeuropæiske markeder, skriver avisen.
Men mejerigiganten er ikke ene om at have den slags ideer. For nu melder Naturmælk og Thise Mejeri sig klar til at følge trop. Det skriver mejeri.dk. Og de ideer er ikke af ny dato, fortæller direktør i Naturmælk, Leif Friis Jørgensen.
- Selvfølgelig ser jeg da helst, at forbrugerne drikker mælk, men der sker hele tiden ændringer i forbrugsmønsteret, ikke mindst på baggrund af diskussionerne om klima og dyrevelfærd. Derfor skal vi være omstillingsparate, så vi også er en del af det, forbrugerne fremadrettet efterspørger, siger Leif Friis Jørgensen til mejeri.dk.
Stærk trend
Modsat Arla har Naturmælk planer om, at selskabets nuværende danske mælkeleverandører skal levere planteprodukterne til satsningen, fx havre.
- Vores andelshavere kan producere ingredienserne, og eftersom de plantebaserede produkter på mange punkter minder om mejeriprodukter, så vi har gode muligheder for at udnytte vores eksisterende produktionsapparat, siger Leif Friis Jørgensen.
Samme overvejelser har man hos Thise Mejeri.
- Der er ingen grund til at kæmpe mod en stærk trend, som plantedrikkene har vist sig at være. Tværtimod kan vi lige så godt få del i et nyt marked. Derfor kan man på et tidspunkt meget vel se Thise fremstille produkter lavet af planter. Hvornår det vil ske, ved jeg ikke lige, siger Thise-direktør Poul Pedersen til mediet.
hka