Tre gange malkning har hævet ydelsen med knap to tons
Mælkeproducenterne Anja og Karsten Sahlholt Lauritsen, Lemvig, valgte 1. januar 2017 at begynde at malke tre gange. Herefter løb de 170 køer næsten fra både landmandsparret og konsulenterne med 500 kilo mere mælk i tanken efter et døgn og 1.000 kilo mere efter fem måneder. I dag leverer parret knap to tons mere mælk til mejeriet end for 16 måneder siden.

Rådgiverne omkring Anja og Karsten Sahlholt Lauritsen var noget skeptiske, da parret meddelte at de ville til at malke tre gange. Fra venstre ses økonomikonsulent Peder Østergaard, Lemvigegnens Landboforening, dyrlæge Niels Nyengaard, Dyrlægegruppen Vestjylland, planteavlsrådgiver Kjeld Nørgaard og kvægbrugskonsulent Steen Fjordside, begge fra Lemvigegnens Landboforening. Yderst til højre ses mælkeproducenterne Anja og Karsten Sahlholt Lau
Det hele startede i efteråret 2016. Trods et positivt regnskab, var Anja og Karsten Sahlholt Lauritsen fra Gudum nær Lemvig ikke tilfredse. Og de besluttede sig for, at der skulle ske noget.
- Vi havde mange kælvninger, prisen på mælk var på vej op, og så sagde jeg lidt i en spøg, om vi skulle malke tre gange, fortæller Karsten Sahlholt Lauritsen, som sammen med hustruen Anja har drevet Gammeltoft siden 2008. Og forinden syv år i I/S med sine forældre.
- Jeg tror egentlig ikke, at Karsten havde troet at vi sagde ja, men det gjorde både jeg og vores søn, og så fanger bordet, griner Anja.
Tre gange malkning
1. januar 2017 gik de i gang med at malke de 170 køer tre gange i døgnet, med en forventning om en ydelsesfremgang på 1.000 kilo det første år.
Den 31. december 2016 lå årsleverancen pr. ko til mejeri på 10.227 kilo EKM. Et år efter stod der 11.959 kilo EKM, og i dag yder de 170 holsteinkøer 12.000 kilo EKM leveret til mejeri – og de er stadig på vej op.
- Jeg er overrasket over den kapacitet, der har været ved køerne, fortæller besætningsdyrlægen Niels Nyengaard fra Dyrlægegruppen Vestjylland.
Og isæt når man tager i betragtning, at køerne går i en fuldstændig traditionel stald fra 2001, som blev udvidet i 2012 uden sand i sengebåsene, velfærdsområde og lignende.
Køerne malkes i en 2 x10 malkestald.
Energiunderskud
Køernes markante ydelsesstigning gjorde, at det for landmandsparret og konsulenterne har været svært at følge med og nå at få tilrettet foderplanen i takt med, at ydelsen er steget.
- Vi har mistet køer, haft problemer med yverbetændelse og reproduktion, fortæller kvægbrugsråd-
giver Steen Fjordside, Lemvigegnens Landboforening.
En ting dyrlæge Niels Nyengaard i høj grad mener skyldes, at køerne har været i energiunderskud, og at nogle måske startet ud med ketose.
Sundhedsudfordringer
Dødeligheden ønskes lavere i besætningen, men er et resultat af hårdt pres ved tre gange malkning og en fodring, der kører på yderpunkterne.
Yverbetændelserne kom som et problem i sensommeren og er gået i sig selv igen. Der er endda oplevet færre behandlinger end tidligere, fordi køerne har en ekstra malkning og ikke lækker mælk i sengebåsene tidlig morgen som før.
Reproduktionsproblemerne arbejder man stadig med på Gammeltoft. Det er drægtighedsprocenten, som er faldet, igen fordi køerne er mere pressede end tidligere.
Hurtig malkning er altafgørende
Malkerutinerne er ændret en smule, efter at køerne er begyndt at komme tre gange i malkestalden i døgnet.
Der er nu altid to mand til at malke, for at malkningen fra start til slut maksimalt tager to timer.
- Køerne skal hurtigt igennem og ud og producere mælk igen, fortæller Anja.
Der malkes klokken 6, 14 og 22.
Forbedret økonomi
Fra 2016- til 2017-regnskabet er dækningsbidraget pr. ko steget 11.318 kroner og ligger på 19.840 kroner.
Der er også opnået en forbedret sundhed i besætningen, hvor dyrlægeomkostninger plus medicin er faldet fra 659 kroner pr. årsko plus opdræt til 519 kroner. Samtidig er omkostningerne til indkøbt halm, avl og klovbeskæring også faldet. Sidstnævnte fordi Anja og Karsten selv har en klovboks og har sat brugen af den mere i system. Der er også blevet sparet penge på dyre forpagtningsaftaler.
Ud over tre gange malkning har Anja og Karsten også sat fokus på grovfoderproduktionen og skiftet bank, hvor der blandt andet også er opnået billigere renter end den tidligere.
Foderomkostningerne pr. kilo EKM er faldet fra 1,30 til 1,23 kroner.
Køerne er gået fra en daglig ydelse pr. ko på 32,2 kilo EKM til 37,5 kilo EKM. Samtidig er energiudnyttelsen i foderet steget og ligger nu på 102,2 procent.
Ejer: Anja og Karsten Sahlholt Lauritsen
Beliggenhed: Gudum v/Lemvig
Produktion: 170 holsteinkøer, 185 hektar jord
Ydelse (mejeri):
12.000 kilo EKM
DB pr. ko: 19.840 kroner (2017)
Foderomkostninger pr. kilo EKM: 1,23 kroner (2017)