Af Vagn Lundsteen, planteavlsrådgiver, direktør, AgroPro
Som planteavlsrådgivere undrer vi os over den ene vanvittige regel efter den anden. Regler der alle sammen er med det formål at begrænse landbrugsproduktionen. Vi undrer os over at det altid er begrænsninger og aldrig forbedringer. Vi har på fornemmelsen, at ligegyldigt hvor skøre og unødvendige reglerne er, er der ingen der siger fra.
Ud fra præmissen: »Det bedst opnåelige«, lider danske landbrugsfamilier det ene nederlag efter det andet. Mængden af meningsløse regler er lang. Som det nyeste må der ikke anvendes en række pesticider langs veje og beboelser.
Problemer er, at for hver gang, der laves regler og love, sætter det den almindelige dømmekraft ud af spil. Hvad er der galt med almindelig »Godt Landmandskab«, som vi godt kunne leve efter før i tiden?
Landbrugsfamilier er som hovedregel ordentlige mennesker, med sund fornuft. Når der bliver regler for alt, bliver det sådan, at hvis ikke det er forbudt, er det tilladt, som en jurist en gang lærte mig.
Godt Landmandskab og sund fornuft bør være reglen og ikke undtagelsen. Hvis disse blev anvendt, behøvede vi ikke alle disse regler.
Godt Landmandskab er beskrevet i EU-forordningen tilbage fra 1992. Reglen om Godt Regnskab burde være dækkende for de fleste forhold. Danmark er det eneste EU-land, med detailregulering. Andre lande kan godt anvende Godt Landmandskab.
L&F siger aldrig nej
Problemet er at Landbrug & Fødevarer aldrig siger nej.
At man stiltiende accepterer alle forringelserne. Der laves høringssvar, men der bliver aldrig sagt fra. Der laves kompromisser ud fra tesen, at kompromisser er bedre, og at det er det »bedst opnåelige«.
Kompromisser vender den vej »hønsene skraber«. Lad mig opstille et matematisk eksempel:
Et kompromis mellem 100 og nul er 50. Et kompromis mellem 50 og nul er 25. Et kompromis mellem 25 og nul er 12 en halv. Man starter med 100 og ender med 12,5. Og sådan kan man blive ved. kompromisser er kun noget værd, hvis det modsvares af en fordel. Kompromisser er et skråplan, hvor landbrugsfamilierne bliver tabere hver gang.
Hvem siger, at det skal være sådan? Hvorfor aldrig nogen forbedringer? Andre befolkningsgrupper får forbedringer hele tiden. Højere løn. Bedre pension. Lavere registreringsafgifter osv.
Landbrugsfamilierne får kun meningsløse, ufaglige forringelser. Uden formål og virkning. Argumenter for kompromisser er for at få fred, hører vi. Men vi får aldrig fred. Kamppladsen flyttes kun.
Da vi sagde fra, fik vi mere gødning. Nu er vi tilbage til mindre, end før vi sagde fra. Da vi sagde fra over for randzonerne blev de fjernet osv.
Skeen skal over i den anden hånd. Prøv at sige nej og se hvad der sker. Landbruget i forhandlinger er som at tage slik fra børn. De hyler lidt, men affinder sig med det.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.