Debat: Ren symbolpolitik: For få år siden havde ingen hørt om det, så hvorfor nu dette fokus på TFA?
TFA er blevet omdrejningspunkt i den offentlige debat om miljø og pesticider, men forskere peger på, at stoffets lave toksicitet og høje baggrundsniveau i miljøet ikke retfærdiggør dets nyvundne ry som miljøtrussel.
Arkivfoto
Af Anne Smet Andersen, fagchef i Bæredygtigt Landbrug, Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia
I den offentlige debat virker det som om, at TFA (trifluoreddikesyre) er blevet det nye, store miljøproblem. Et stof, som næsten ingen havde hørt om for få år siden, men som nu har fået sit eget kvalitetskrav i drikkevand og vandmiljø.
Men hvorfor denne opmærksomhed på netop TFA, når vi har langt lavere grænseværdier for andre PFAS-stoffer?
I 2021 ændrede EU sin definition af PFAS, så alle stoffer med fuldt fluorerede kulstofatomer nu klassificeres som PFAS – uanset miljø- eller sundhedsfare.
Det betyder, at TFA, som ikke tidligere blev betragtet som PFAS, nu er omfattet af denne brede gruppe på op mod 10.000 stoffer. TFA er dog et ganske lille, meget vandopløseligt stof, som ikke ophobes i levende organismer, og som kun har begrænset økotoksikologisk effekt.
50.000 ganges forskel
Alligevel fylder det nu markant i pesticiddebatten. Ser vi på grænseværdierne i vandmiljøet, er forskellene markante: For TFA må der midlertidigt være op til 2.370 μg/L i ferskvand og 237 μg/L i saltvand. Til sammenligning må summen af 24 prioriterede PFAS-stoffer – herunder kendte miljøgifte som PFOS og PFOA – ikke overstige 0,0044 μg/L i hverken fersk- eller saltvand.
Det er en størrelsesforskel på 50.000 gange. Hvorfor har vi så høje koncentrationer af TFA, hvis det er et stort miljøproblem?
Forklaringen findes måske i data. De seneste målinger i Danmark fra projektet TriFluPest (2024) viser, at TFA i nedbør over København varierer fra 0,1 til 4 μg/L.
Dette er sammenligneligt med målinger fra Slesvig og Greifswald i Tyskland, hvor middelkoncentrationer på 0,28-0,36 μg/L er målt.
Betydeligt baggrundsniveau
TFA findes også i ungt grundvand i områder med skov – her er målt niveauer på 0,2-0,5 μg/L. I grundvand under landbrugsarealer og byområder ses lidt højere værdier op til 1,6 μg/L, men generelt er koncentrationer af TFA i øvre grundvandsprøver steget siden år 2010, uagtet hvad jorden oven på bruges til.
Vi har altså et betydeligt baggrundsniveau af TFA i miljøet – fra menneskelige aktiviteter som fx kølemidler, tøjvask, fluorholdige rengøringsmidler og atmosfærisk transport. Når vi analyserer de samlede kilder til TFA, viser Miljøstyrelsens egne data, at kølemidler, tøj og affaldsforbrænding udgør langt de største kilder til TFA i Danmark og Europa.
Den samlede mulige TFA-dannelse fra pesticider i Danmark er omkring 13 ton årligt – til sammenligning anslås de samlede atmosfæriske emissioner fra kølemidler i Europa til ca. 6.500 ton årligt i 2020. Alligevel forbyder vi specifikke, godkendte planteværnsmidler – mens andre væsentlige kilder som affaldsforbrænding og tøjvask stort set ignoreres.
Vi måler, det vi kan
Det undrer mig også, at vi i Danmark i dag overvåger 22 PFAS-stoffer i drikkevandet og 24 i miljøet, men langt fra alle PFAS-forbindelser. Man kunne håbe, at udvælgelsen sker efter giftighed og miljøfarlighed – men i realiteten er det ofte de stoffer, vi har udviklet testmetoder til, som bliver målt.
Mange andre persistente og potentielt farligere stoffer er vi endnu ikke begyndt at lede efter.
Det er godt, at vi tager PFAS-problematikken alvorligt – det skal vi. Men vi skylder både natur og samfund en fagligt funderet prioritering – hvor vi starter med de største og farligste kilder, frem for symbolpolitiske forbud mod de letteste mål.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.
