Produktions-nedlukninger er ikke konstruktive klimaløsninger

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Landbruget blev nævnt i statsministerens nytårstale – det hører til sjældenhederne, og det vil vi gerne kvittere for.

- Nu skal vi i gang med at omlægge dansk landbrug til endnu mere klimavenlig produktion, sagde hun og understregede lidt efter: 

- Det er nu, vi skal kombinere dansk erhvervsliv, forskning og høje klimaambitioner.

Det er meget positive toner, og vi i Bæredygtigt Landbrug vil gerne tage statsministeren på ordet – også grønne løsninger i klima- og miljøpolitikken skal baseres på forskning og inddragelse. Det er toner, vi fra Bæredygtigt Landbrug hilser velkommen – at arbejde på baggrund af seriøs viden og forskning er nemlig vores kendemærke. 

Landbruget er allerede i fuld gang. Og ja, statsministeren har ret endnu en gang, når hun siger, at politik betyder noget.

Politiske beslutninger betyder noget – og her ved indgangen til det nye år er vi optimistiske og samarbejdsivrige. Det forudsætter dog, at der er tale om konstruktive politiske beslutninger.

Ulykkeligt og urimeligt

Der er imidlertid flere måder at nå et klimamål på. 

Nedlæggelsen af minkbranchen har medført en samlet sparet CO2-udledning på 171.000 tons. Samtidig kan faldet i ammoniak-udledning fra mink bringe Danmark i mål selv med de astronomiske høje måltal, som Danmark meldte ind til EU.

Det sker på en ulykkelig og helt urimelig baggrund.

Det er de lette løsningers politik. At nedlægge produktion – for at spare CO2.

En sådan politik er desværre ikke fremmed for store dele af Folketinget. Derfor må vi understrege, at en sådan politik er ikke at kombinere erhvervsliv, forskning og høje klimaambitioner. 

Det er at nedlægge produktion, arbejdspladser og en sikker fødevareproduktion. Der er mange måder at kombinere en sikker fødevareproduktion med klimaoptimering og biodiversitet, når erhverv, forskning og politikere alle samarbejder. 

Bæredygtigt Landbrug er parat – hvornår kan vi mødes?
 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også

Agerskovgruppen vil trække Danmark væk fra afgrunden
Salg af CO2-certifikater - klap lige hesten lidt endnu
Bak nu op om Bæredygtigt Landbrug
Der mangler sammenhæng i beskyttelsen af drikkevandet
Vi vil være med, hvor beslutningerne træffes
Danske landmænd er statister i forskernes bevillingsjagt og modelverden