Modtaget fra læserne 22-21

Et indgreb kræver ordentlig viden

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Den kemiske status for 40 procent af overfladevandet er ukendt, hvilket indikerer, at overvågningen i mange medlemsstater er utilstrækkelig.

Sådan står der i en opfølgning til EU’s vandrammedirektiv. EU mener altså, at kemisk kendskab til 40 procent af overfladevandet i vandløbene er utilstrækkelig – derfor kan det undre, at Danmark år efter år slipper afsted med blot at måle i 1,5 til 3 procent af vandløbenes overfladevand.

Når Danmark så endelig måler, er det oftest kun for kvælstof og fosfor – selvom EU fremhæver, at der skal måles for al menneskelig aktivitet.

Vi ved fra de seriøse danske forskere, at ålegræsset, der er indikator for en god miljøtilstand, trivedes i år 1900 – hvor landbruget udledte stort set den samme mængde kvælstof fra rodzonen som i dag. Alligevel kræver politikerne – også i de nuværende landbrugspolitiske forhandlinger – at der bliver sat ind overfor kvælstof på markniveau med særdeles barske metoder. Det eneste, det vil medføre, er, at man reducerer en miljø- og klimavenlig landbrugsproduktion. Det vil ikke kunne måles i vandmiljøet.

Hvorfor ikke måle på, hvad der ellers kunne tænkes at være i vandmiljøet af kemiske stoffer – f.eks. fra rensningsanlæg – inden politikerne begynder at køre store produktionsødelæggende regler ud over landmandens marker? Man skal da kende tilstanden, inden man beslutter sig for medicinen.

Man lægger da heller ikke benet i gips, hvis det er armen, der er brækket...

For meget er ugennemtænkt i naturnationalparker uden tilskudsfodring

Af Søren Christensen, formand for Vestjysk

Når vi sætter dyr under hegn, har vi et ansvar for de dyr. Derfor kan jeg ikke være ligeglad med regeringens lovforslag om etablering af naturnationalparker uden tilskudsfodring, som netop har været til førstebehandling i folketingssalen. Der er for mange aspekter i lovforslaget, der er helt ugennemtænkt.

Jeg har selv naturplejearealer med heste, hvor jeg tilskudsfodrer. Det er jeg nødt til i perioden fra februar til maj. Det er den hårdeste periode for dyrene, for her er der mindst græs. Samtidig er der mange drægtige dyr, der har et øget behov for foder, så hvis jeg ikke tilskudsfodrer, vil det gå ud over dyrevelfærden. Situationen kan godt være anderledes i andre naturtyper, men det vil i min optik være nødvendigt at vurdere i det enkelte naturplejeareal, om det er forsvarligt at undlade at tilskudsfodre.

Enhedslistens miljøordfører, Rasmus Vestergaard Madsen, har udtalt i forbindelse med lovforslaget, at dyrene gerne må være sultne, men ikke sulte. Naturligvis må dyrene gerne tabe sig hen over vinteren, det er normalt i naturen. Men hvordan skal jeg kunne vurdere, når jeg kigger på mine dyr, om de er sultne, eller de sulter? Hvor går grænsen fra det ene til det andet? Og hvem skal føre kontrol med dette?

I lovforslaget fremgår det, at man bare kan udtage og indsætte dyr for at tilpasse mængden af naturligt tilgængeligt foder gennem sæsonen. Men så har dyrene jo alligevel ikke det naturlige liv, som er en af pointerne i rewilding. Og hvem vil i øvrigt skulle varetage praktikken omkring alle flytningerne og hvordan?

De mange flytninger vil eksempelvis medføre en masse arbejde med hestepas. Så længe heste går på naturarealer, er det ikke nødvendigt, at de har et hestepas, men det bliver det så snart, hestene skal flyttes. Derfor er det ikke bare så ligetil at flytte dem. Dertil kommer, at dyrene jo skal være et sted, når de tages ud, og når dyr sættes ind, skal de tilsvarende komme et sted fra. Men hverken dyr eller plads til dyr kan trylles frem ud af ingenting, så hvor skal det komme fra? Det tror jeg ikke, regeringen har overvejet.

Så kan man overveje at nedregulere bestanden gennem hele sæsonen for at undgå at skulle tilskudsfodre om vinteren eller at flytte dyr frem og tilbage. Men det vil resultere i tilgroede arealer om sommeren, fordi dyrene ikke kan følge med, og så ryger pointen med naturpleje. Så det er heller ikke en løsning.

Jeg søger i lovforslaget svar på, hvordan dyrevelfærden kan overholdes uden tilskudsfodring? Hvem vurderer, om mine dyr er sultne eller sulter? Hvem skal administrere flytninger og hestepas? Hvor skal dyrene være, når de bliver taget ud, og hvor kommer dyrene fra, når nye skal sættes ind?

Det bør folketinget forholde sig til, inden der bliver vedtaget et lovforslag, der både går på kompromis med dyrevelfærden og giver en masse unødigt praktisk bøvl.

Læs også