Med uanstændig ventetid i Miljø- og Fødevareklagenævnet spiller man hasard med retssikkerheden både for miljø og landmænd, skriver Bæredygtigt Landbrugs chefjurist.
Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
Landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Peter Eliassen fra Thy, blev trukket cirka 2/3 af sin grønne støtte, fordi hans MFO-efterafgrøder ikke voksede tilstrækkeligt frem i 2017.
Bæredygtigt Landbrug trådte ind i denne sag i form af en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet i februar 2018. Efter BL’s klage har Landbrugsstyrelsen ændret praksis uden dog rigtig at indrømme det.
Vigtig afgørelse i vente
Peter Eliassens sag er en overskuelig en af slagsen:
Kan en landmand gøres ansvarlig for, om efterafgrøderne vokser frem? Sagt på en anden måde: Bør en landmand få KO-træk, hvis vejret arter sig på en måde, så f.eks. den følsomme honningurt ikke i tilstrækkeligt omfang vokser frem, på trods af at landmanden har gjort alt, hvad han skulle? Selvfølgelig bør landmanden ikke det.
Sagen er vigtig for Peter Eliassen, men også for andre landmænd, og Peter Eliassen og jeg selv har nu ventet år og dag på nævnet.
Burde være forudset af ministeriet
Den 4. juli 2019 kom der imidlertid endelig et brev fra klagenævnet. Nå, tænkte vi, så er der alligevel langt om længe en afgørelse i sagen.
Da brevet blev åbnet, var det imidlertid ikke en afgørelse. Det var en administrativ meddelelse med overskriften: »Sagen er omfattet af afviklingsindsatsen« (min fremhævelse). Det fremgår også af brevet, at: »[...]der sker en afvikling af sagsbeholdningen i perioden 2019-2022[...]« (min fremhævelse).
Det er ret forudsigeligt, at en større klagenævnsreform, kombineret med en fysisk flytning til den anden ende af landet, vil resultere i nye medarbejdere, nye arbejdsformer, der i sidste ende vil medføre kø i klagenævnet. Det er bare ikke første gang, det her sker. Fra år 2009 og en række år frem skete der også massiv kødannelse i forbindelse med husdyrgodkendelsesloven. Det kostede hundredvis af millioner kroner i form af særstøtte til det daværende klagenævn og kommunerne. Denne gang er prisen 42 mio. kr.
Jeg skal ikke udsætte Nævnenes Hus for kritik, men ministeriet burde have forudset situationen. Resultatet er, at der spilles hasard med retssikkerheden både for miljøet og for danske landmænd.
Til domstolene i stedet for klagesystemet?
Der rejser sig dog et nyt problem, der kan få omkostningsmæssig betydning for ministerierne og Nævnenes Hus. Væsentlige dele af Århus-Konventionen er nemlig implementeret ved klagenævnene. Det fremgår bl.a. af EU’s vejledning, at: »[...]judicial review procedures should be conducted in a timely manner.[...]« – på jævnt dansk: »procedurer for retslig prøvelse bør gennemføres rettidigt«.
Når det så ikke sker, hvad så? Ja, så risikerer staten i de konkrete sager at blive erstatningsansvarlig både overfor landmanden, men også overfor miljøskader – i det omfang, at den langsommelige sagsbehandling forlænger disse.
Der skal selvfølgelig nogen ventetid til, og vurderingen skal naturligvis bero på den enkelte sag, men jeg gør bare opmærksom på, at hvis omstændighederne er til det, må man jo gå til domstolene i stedet for at bruge klagesystemet. Herefter må retten bestemme, om staten skal betale det meste af omkostningerne med den begrundelse, at der er for lang kø ved klagenævnet.
Afgørelse efter ny EU-forordning
Udsigten for Peter Eliassen er, at han får en afgørelse, når en ny EU-forordning er trådt i kraft. Lige nu ser vi tiden an, men Peter Eliassen og jeg overvejer, om det er ved at være på tide at få en afgørelse fra domstolene.
Måske staten fremover bør overveje behandlingsgarantier fremfor sløseri med retssikkerheden for miljø og landbrug? Nu er opfordringen i hvert fald givet videre.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.