Hvorfor bekymringen om glyphosat er menneskelig
Af Iben Krog Rasmussen, debatansvarlig og medstifter af Tænketanken Frej
Brugen af pesticider har præget både overskrifter, TV udsendelser og radioprogrammer de sidste mange uger. Coops kampagne har virket. Oktober er blevet til ”øktober”. Ikke kun i deres butikker, men i hele den offentlige debat. Det har været en debat, der har været præget af frygt og bekymringer.
Brugen af Roundup i europæisk landbrug kan snart være forbi. Det skyldes ikke, at Roundup har ændret sine egenskaber. At I landmænd har ændret jeres brug af Roundup, eller at Europa ikke længere har brug for sikre og effektivt producerede fødevarer. Det skyldes, at brugen af Roundup er blevet politiseret og gjort til en nærværende bekymring for mange borgere i hele Europa.
Lige siden 2016 har politikerne i EU igen og igen udskudt den endelige beslutning om, hvorvidt den aktive ingrediens i Roundup, glyphosat, fortsat skal være godkendt i EU. Først forsøgte Kommissionen med en godkendelsesperiode på 15 år. Den gik ikke. Så forsøgte de med ti år. Den gik heller ikke. Og nu har Kommissionen i sidste uge foreslået en godkendelsesperiode på fem år.
Det er de folkevalgte i Europa Parlamentet, der spærrer for en godkendelse, da de er bekymrede over brugen af Glyphosat og godkendelsessystemet omkring det. Hermed afspejler de ”folket”. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening mener over halvdelen af danskerne, at de konventionelle landmænd anvender for mange pesticider, og hver tredje dansker har ikke tillid til, at myndighederne sikrer os imod uønskede effekter fra sprøjtegifte.
Nu vil mange af jer nok sidde derude med jeres landmandsfaglighed og rynke på næsen af disse bekymringer. I kan med sandhed tillade jer at indvende, at ”danskerne jo ikke ved en skid om brug af pesticider om landbrug”, og at vi får i gennemsnit 19 gange den acceptable daglige dosis af gift fra vores forbrug af kaffe og 41 gange fra alkohol, men under en 10.000-del fra pesticider. Disse indvendinger har I ret i. Men det får bare ikke borgernes bekymringer om Roundup og pesticider til at gå væk.
Filosoffen Karsten Klint Jensen, der er lektor på Københavns Universitet, har gennem flere årtier forsket i, hvordan vi vurderer risici og derudfra former vores bekymring. Tendensen er tydelig. Jo voldsommere og ubekendt noget er, jo mere risikabelt vurderer vi det. Karsten Klint Jensen fremhæver i en artikel i Kristelig Dagblad, at det forklarer hvorfor bekymringen for at blive smittet med fugleinfluenza har været stærkt overdrevet i forhold til den reelle risiko. Og jeg vurderer, at det forklarer borgernes bekymring om brug af Glyphosat. Hvis Glyphosat virkelig viser sig at være kræftfremkaldende, så har det enorme konsekvenser for vores alles sundhed, og man skal være professor i kemi for at forstå effekterne af det. Glyphosat scorer højt på alt det, der skaber en bekymring.
Vores bekymringer er ikke rationelle. Men det får dem ikke til at gå væk. Jeg ved for eksempel godt, at der er større risiko for at blive ramt af et lyn end at blive ramt af terror. Alligevel kan jeg ikke frasige mig at have stået på en plads i en europæisk storby og tænkt: ”hvad hvis der kommer en lastbil om lidt?”.
Forskningschef i Trygfonden, Anders Hede, er inde på noget af det samme. Han påpeger, at mens vi bekymrer os for meget om nogle ting, er vi alt for trygge ved andre, eksempelvis tobaksrygning. Hvis et ungt menneske bekynder at ryge, stjæler det langt flere leveår end noget som helst andet. 14.000 mennesker dør af rygning hvert år – alene i Danmark. Mig bekendt er der ikke et eneste dødsfald grundet rester af Glyphosat i europæiske fødevarer?
Jeg siger ikke at vi slet ikke skal bekymre os om brug af Glyphosat eller ikke skal være kritiske og have mere forskning. Det skal vi. Men jeg fremhæver det paradoksale (og menneskelige) i, at det er godkendelsen af Glyphosat, som har bekymret og optaget de europæiske politikere i et helt år, mens brug af tobak ikke er reguleret nær så hårdt.
Mennesker er ikke rationelle, og det er vores bekymringer heller ikke.
Det efterlader vores statslige myndigheder med et moralsk dilemma i deres politik. Skal de følge eksperternes eller borgernes bekymringer? Ofte ender politikerne med at gøre sidstnævnte. Jeg nævner i flæng nylige politiske vedtag som terrorsikring, burkaforbud og smykkeloven. Hvad de europæiske politikere ender med at gøre i forhold til Glyphosat, vil de næste måneder vise. Men to ting er sikre. Borgernes bekymring over Glyphosat er menneskelig, og det skulle ikke være første gang, at borgernes bekymringer er endt i symbolpolitik.
