Jeg kan kun opfordre regering og myndigheder til øjeblikkeligt at revidere deres fejlslagne strategi, skriver Erik Ugilt Hansen i dette debatindlæg.
Af Erik Ugilt Hansen, Volstrupgård, Rosbjergvej 4, 9500 Hobro
Hvor er det flot, at størstedelen af debatten om Covid -19 i medierne af minkavlerne er fremført på en særdeles sober måde, hvor fakta og dokumentation efterlyses som grundlag for politikernes og »eksperternes« beslutninger om, hvilke ordninger der skal gennemføres over for de danske pelsdyravlere.
Det har betydet, at store dele af befolkningen har forstået sagens alvor for minkavlerne og dermed hele det danske samfund.
Nu er der gået otte måneder, siden den første dansker, 15. februar, blev registreret smittet med Covid-19. Et utal af danskere og medier har løbende spurgt myndighederne om Covid-19’s smitteveje, Og selvom der er mange med »ekspert«-titler, har ingen endnu givet et svar.
Der er ej heller givet mange oplysninger om smitte-opsporingsarbejdet.
Uvidenhed
Så myndighedernes fundament til at løse gåden om smitten og smitteveje kan bedst betegnes med ordet uvidenhed.
Forskellige myndigheder har hver deres opfattelse af indsats – uden nogen som helst viden og dokumentation.
Det er børnelærdom, at sygdom hos mennesker og dyr har den effekt, at man straks mister lysten til at spise normalt. Dette har også været tilfældet på de corona-smittede minkfarme.
Og her har dyrlæger, fodercentraler og minkavlere konstateret, at nedgangen i foderforbruget kun har været 8-12 procent i en periode på cirka 5 til 8 dage, hvorefter der var normal foderoptagelse igen, og dyrene dermed var raske. Dødsfaldet i de dage, hvor smitten gik gennem besætningen, har næsten alle steder været minimal.
Hvor kom smitten fra?
Coronasmitten hos mink startede på et par farme ved Sindal, hvor myndighederne mente, at hustruerne havde bragt smitten med hjem fra deres arbejdsplads, Sindal Plejehjem, til deres mænd, som derefter havde smittet minkene. Også en hund var blevet smittet.
I alt blev tre farme testet corona-positive i løbet af kort tid, hvorefter myndighederne besluttede at aflive alle dyr på de tre farme i håb om at stoppe smitten.
Efterfølgende bredte smitten sig langsomt til flere og flere farme i Vendsyssel, men myndighederne undlod at aflive flere farme.
For cirka en måned siden blev smitten konstateret på en farm på Gjøl, som er Danmarks tætteste minkområde. Få dage efter sprang smitten over Limfjorden til Himmerland, og i dag er der konstateret smittede farme spredt ned gennem Jylland og helt ned til Esbjerg.
Det medførte, at myndighederne straks vedtog en bekæmpelsesstrategi gående ud på, at alle smittede farme, samt farme beliggende inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm, skulle aflives. Såvel erhvervets fagfolk som avlerne var klart uenige i strategien, og der kom en vedvarende debat for at få forklaret det faglige grundlag. Men ingen svar fra myndighederne.
Uenigheder
Myndighederne havde stadigvæk, efter otte måneder, intet meldt ud om, hvordan smitten kunne brede sig. Og heller ikke forklaret hvilke undersøgelser, de har foretaget.
Det viste sig, at myndighederne havde forskellig opfattelse af bekæmpelsen. Fødevarestyrelsen, FVST, var af den opfattelse, at man ikke skulle aflive minkbesætningerne, da smitten hurtigt løb gennem en farm, hvorefter dyrene var raske igen. Statens Serum Institut, SSI, havde derimod den indstilling, at alle smittede farme og farme inden for 7,8 kilometer skulle aflives.
Det blev desværre SSI’s chef Kåre Mølbak samt sundhedsminister Magnus Heunike og fødevareminister Mogens Jensen, der trak det længste strå og gennemtrumfede ovennævnte aflivningsstrategi. De to sidstnævnte er totalt uvidende på området, såvel fagligt som produktionsmæssigt.
Næsten hele fagkredsen af dyrlæger, konsulenter og andre fagfolk inden for Danmarks minkproduktion har sammen med avlere, politikere, fodercentraler, fabrikanter, osv., forsøgt at forklare regeringen, at strategien var totalt forkert og udokumenteret, og den vil destruere størstedelen af verdens største og bedste minkproduktion, såvel dyrevelfærdsmæssigt som kvalitetsmæssigt.
Konsekvenser
Endvidere vil det koste det danske samfund et stort milliardbeløb her år ét.
Og fremtidige årlige eksportindtægter til samfundet på mellem 5 og 10 milliarder kroner vil forsvinde.
Endvidere vil der forsvinde mellem 6.000 og 7.000 arbejdspladser i primærproduktionen og alle følgeerhverv.
Det er en fuldstændig uansvarlig beslutning taget af få personer uden faglig dokumentation, men fyldt med mange udokumenterede skrækscenarier.
Smittevej
Min påstand er, at hele Danmarks vandmiljø er smittet af corona-virus.
Fakta er i dag er, at der er foretaget analyser af Eurofins, Danmarks største analysefirma, som har vist, at store dele af alle danske rensningsanlæg allerede i marts, april og maj måned var fyldt med store mængder coronavirus.
Og virussen i smittede menneskers afføring løber døgnet rundt til alle rensningsanlæg i Danmark.
Alt vandet fra alle rensningsanlæg løber som bekendt videre til alle danske vandsystemer, bække, åer, søer, m.fl., og videre til fjorde og indre danske farvande. Derfor er store dele af vores åbne vande fyldt med coronavirus, ikke fra mink, men fra mennesker, uden at nogen kender til nedbrydningstiden. Dette vil løbende betyde en stor smitterisiko for mennesker og dyr.
Hurtig oppetid
For fire uger siden bad jeg fodercentralen Limfjorden udskrive den daglige foderleverance til nogle Covid-19-positive farme, konstateret i august og september måned, for at se hvor mange dage, minkene havde spist mindre på grund af Covid-19.
Det viste sig, at farmene i 5-8 dage kun var gået cirka 10 procent ned i foderforbrug, hvorefter alle farme igen var tilbage til samme ædelyst. I de 5-8 dage var dødsfaldet kun begrænset højere.
Det siger meget om, hvor hurtigt smitten kan komme ud af en besætning igen.
Disse iagttagelser falder godt i tråd med mange udtalelser fra erfarne minkdyrlæger, der også samstemmende har sat stort spørgsmålstegn ved »ekspertens« slå-ihjel-strategi.
Revidering af strategi
Jeg kan kun opfordre regering og myndigheder til øjeblikkeligt at revidere deres fejlslagne strategi.
For ingen pelsdyravlere, der er blevet beordret til at få slået deres igen raske besætning ihjel, tør sætte nye dyr ind på deres farme, hvis der ikke er sket en form for immunitet.
Mit forslag til ændret strategi:
Stop øjeblikkelig aflivningen. Pels årets produktion normalt. Og afsæt en erstatning til farme, der eventuelt bliver ramt af for store dødsfald.
Det vil kun koste en brøkdel af det vanvid, der foregår i øjeblikket, samtidig med at det vil give plads til, at Danmark kan bibeholde sin førsteplads som verdens førende minkproducent med tusindvis af arbejdspladser hovedsagelig i landområderne.
Men det skal gå hurtigt.
Simple regler
P.S.: Min far, der var praktiserende dyrlæge i 35 år og også selv havde mink, lærte sine kunder:
At man skal forebygge, at dyr bliver syge.
Bliver de syge, skal man forsøge at helbrede.
Og lykkes det ikke, skal man aflive.
Men det er muligvis for lavteknologisk for Kåre Mølbak og hans to ministre.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.