Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, Jordrup

Når vi landmænd vasker vores marksprøjte, er der – naturligt nok – strenge krav til, hvordan vaskevandet/spildevandet skal håndteres. Vi er af gode grunde underlagt et strengt miljøtilsyn, der bl.a. indebærer, at vi ikke bare må lede det beskidte vand videre til kloakken og rensningsanlægget.

Hvorfor tror kommunerne så, at de kan lede deres spildevand gennem et rensningsanlæg, og så er alle problemer løst?

Senest er der fundet store mængder af sprøjtegift i det vand, der siver gennem haveaffaldet på Karise Haveaffaldsplads i Faxe Kommune. Konklusionen er, at der findes pesticider i alt haveaffald. Da haveaffaldspladsen ligger tæt på to grundvandsboringer, har man taget konsekvensen og besluttet at lukke pladsen, »indtil det spildevand, der opstår på pladsen, kan føres forbi det kommunale rensningsanlæg«.

Ikke meget kontrol

Dét er da at misinformere på højeste plan – at give indtryk af, at fordi spildevandet sendes gennem rensningsanlægget, er det rent. Det er vist kun, fordi kommunen selv ejer problemet og selv giver de fornødne tilladelser, at troen er så fast.

Der er ikke megen kontrol med, hvad kommunale rensningsanlæg udleder, og tro renser næppe vandet. Hvis troen var lige så stærk indenfor min verden, havde landmanden lov til at lukke vaskevandet fra marksprøjten direkte ud i kloakken.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.