Det bliver Pia Olsen Dyhrt, venner

DANMARK FÅR EN ny regering. En rød regering. Og for mange i landbruget føles det som at se en mørk front rulle ind over markerne, før den forestående høst er i hus. Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, siger det, som det er - skyerne ser mørke ud. Han har ret. Det er nemlig en helt reel og velbegrundet bekymring hos et erhverv, der allerede bærer en tung rygsæk af krav, regulering og offentlig mistro, og som nu skal til at bære endnu mere.

DEN KOMMENDE REGERING bliver med deltagelse af De Radikale, som har proklameret, at regeringen bliver »den grønneste nogensinde«. Det lyder smukt på valgplakater på Østerbro. Men for en landmand i Vestjylland, på Midtsjælland eller på Fyn betyder det i praksis flere forbud, skrappere miljømål, øget lovgivning, bunker af bureaukrati og mere jord, der tages ud af produktion. Og spørgsmålet, ingen på Christiansborg rigtigt bekymrer sig om, er, hvem der skal betale? Det bliver ikke SF’s leder Pia Olsen Dyhr, der efter alt at dømme får et kæmpe ansvar for Danmarks økonomi.

PÅ LANDET KENDES svaret - det skal landmanden og i sidste ende forbrugerne – hvis altså de danske fødevarer overhovedet stadig er på hylderne herhjemme og ikke er erstattet af billigere produkter fra lande, der ikke kender til CO2-afgifter, kvælstofreduktioner og sprøjteforbud. Men i landbruget er vi også nødt til at stille os selv et andet spørgsmål – hvad fik Landbrug & Fødevarer egentlig ud af trepartsaftalen?

L&F GIK IND i treparten med et klart mål om at sikre landbruget arbejdsro, forudsigelighed og en veldefineret ramme, der skulle give landbruget mulighed for at planlægge og investere uden konstant at frygte nye politiske omvæltninger. Det var ikke en dårlig ambition. Det var i udgangspunktet ansvarlig interessevaretagelse.

MEN NU SER vi resultatet i en aftale, der er blevet hyldet som historisk, men som samtidig er indgået i en politisk virkelighed, der er ved at skifte markant med Pia Olsen Dyhr (SF), Martin Lidegaard (R), Ida Auken (S) og Zenia Stampe (R) på broen. Den nye regering vil, tør vi godt konkludere forud, på ingen måde hvile på trepartsaftalen, som slet ikke er effektueret endnu. Den nye regering vil lægge nye krav ovenpå i hidtil uset grad. Og spørgsmålet er, om L&F i sin iver efter at vise samarbejdsvilje har givet langt mere, end landbruget har fået. Og at der nu bare kommer mere, mens den ønskede arbejdsro er byttet til usikkerhed helt ind til marven.

DET ER IKKE en anklage. Det er en observation. Og det er præcis den observation, som erhvervet og dets organisationer nu må forholde sig til. Søndergaard har ret i, at politisk dikterede revolutioner hvert fjerde år er en umulig arbejdsbetingelse for et erhverv, der tænker i generationer, ikke i valgperioder. Et landbrug bygges ikke op med fireårshorisonter. Det kræver stabile rammer, forudsigelig regulering og et marked, der følger med.

DET ER NEMLIG ikke nok at være omstillingsparat, hvis markedet ikke belønner omstillingen. Det er ikke nok at producere noget af verdens mest klimavenlige grisekød, hvis supermarkedskæderne vælger det billigere alternativ fra et land, der aldrig har hørt om CO2-ækvivalenter. På positivsiden noterer vi, at momsen på frugt, grønt og andre fødevarer reduceres markant. Det vil vi gerne kvittere for.

DEN NYE REGERING vil møde et landbrug, der ifølge Søren Søndergaard er klar til dialog. Det har han før både sagt og handlet på. Treparten var resultatet. Og enhver landmand må spørge sig selv, om det var en succesfuld strategi? For dialog kræver to parter, der viser, at en aftale er en aftale. Og rundt om på landets gårde har man nu en dyb og begrundet frygt for, at historiens grønneste regering vil efterlade sig stribevis af røde bundlinjer på bedrifterne. På danske landmænds vegne vil Effektivt Landbrug naturligvis følge den nye regering tæt – og vi vil ikke holde os tilbage fra at sige det højt, når ambitionerne løber fra virkeligheden.