»Så til søs« er en dansk filmkomedie fra et fiskerleje tilbage i 1933. Forleden stak Danmarks relativt nye miljøminister Lea Wermelin også til søs. Hun steg ombord på Miljøstyrelsens overvågningsskib i Faaborg Fjord. Ikke med udsigt til en komedie. Snarere en mindre tragedie. Dele af Det Sydfynske Øhav er nemlig ramt af »moderat iltsvind«. Og det skulle ministeren på fjorden for at se ved selvsyn.
MED OMBORD PÅ det gode skib Liv II havde ministeren kontorchef i Miljøstyrelsen Harley Bundgaard Madsen. En mand, der i årtier har været en central person i embedsværket og i tilblivelsen af de vandmiljøplaner, der har tvunget landbruget til at skære og skære i gødningen på land, for herigennem ifølge kontorchefen og ligesindede at reducere landbrugets bidrag til den danske kvælstofudvaskning, som finder vej til havmiljøet.
HVOR CENTRAL EN figur kontorchefen har været i vandmiljøplanerne, kan selvfølgelig diskuteres. Nogen mener, at hans rolle ikke kan overvurderes. Selv nedtoner han sin rolle. Men til diskussion er det ikke, at Harley Bundgaard Madsen ser kvælstof fra landbruget som en altafgørende faktor i vandmiljødebatten.
DET ER KONTORCHEFEN i sin gode ret til. Men vores nye miljøminister bør gøre sig selv og sit land den tjeneste, at hun ikke ensidigt lytter til dem, der er kravlet op i samme træ som Harley Bundgaard Madsen. Det er helt naturligt, at kontorchefen, som i årtier har argumenteret for en endeløs reduktion af kvælstof fra landbruget, ikke har i sinde at kravle ned fra sit træ.
UNDER SEJLADSEN PÅ Faaborg Fjord er minister Lea Wermelin da sandsynligvis også blevet forklaret, at iltsvind i fjorden skyldes kvælstof fra landbruget, og at der nu igen er behov for at stramme skruen over for landmanden på land. Det var i hvert fald præcis det budskab, ministeren pointerede overfor lokalpressen på Sydfyn, da hun igen havde land under støvlerne: Landbruget står for skud – igen – når næste vandmiljøplan søsættes ved virkning fra 2021, noterede journalisterne sig.
DET VILLE imidlertid klæde ministeren at indhente sin miljøviden fra andre kredse end dem, der igennem en generation ensidigt har krævet gødningsreduktioner fra landbrugets jorde for at forhindre iltsvind og dårligt havmiljø. Der findes stribevis af eksperter – herunder i udlandet – som fagligt set ikke køber Harley Bundgaard Madsens kvælstof-argumenter. Som samfund bør vi kunne kræve, at en ansvarlig minister træffer sine beslutninger på et fuldt oplyst grundlag. Trods årtiers massive kvælstofreduktioner og milliarddyre indsatser er der fortsat iltsvind. Kære Lea Wermelin. Hvorfor mon? Kan det tænkes, at kontorchefen tager fejl, og at årsagerne skal findes andre steder end i landbrugets kvælstof?
