- VI VIL IKKE ikke acceptere, at ledelsen for en udflyttet statslig arbejdsplads pludselig skal sidde i København. Nu har vi givet en meget klar melding, som vi følger til dørs.

SÅDAN LØD DET fra Ellen Trane Nørby (V), der er valgt i Sønderborg-kredsen, da hun i december måned efter et lukket samrådsmøde med fødevareminister Mogens Jensen (S) kritiserede, at Landbrugsstyrelsen havde følt sig nødsaget til at genopslå en stilling som vicedirektør – der primært skal lede de ansatte i Augustenborg – med tilføjelsen, at »tjenestestedet er som udgangspunkt i København«.

DENGANG ERKLÆREDE MOGENS Jensen sig enig med flere partier i, vicedirektøren i Landbrugsstyrelsen i gennemsnit skal være i Augustenborg tre dage i ugen. Det gør han nok også igen på det åbne samråd, som Venstrepolitikerne nu har indkaldt ham og finansminister Nicolai Wammen (S) til, nu hvor den nye vicedirektør er fundet. Spørgsmålet er så, om det er nok til at få dæmpet gemytterne. For selvom det skulle lykkes Mogens Jensen at tale frygten for, at den nye vicedirektør Gitte Jensen-Fangel ikke vil være nok til stede i Sønderjylland, ned, så forhindrer det stadig ikke en dyb undren i landsdelen over, at det ikke var muligt for Landbrugsstyrelsen at finde en eneste egnet kandidat i lokalområdet.

OGSÅ I VENSTRE må man undre sig. For præmissen bag udflytningen af arbejdspladser til provinsen er, at der findes egnede kandidater der, hvor de statslige arbejdspladser flytter hen. Derfor er det her en sag, der er hjerteblod for partiet, som i 2016 var en del af en regering, der – blandt andet – flyttede flere hundrede arbejdspladser til Augustenborg, hvor Landbrugsstyrelsen fik til huse. 

MAN MÅ SELVFØLGELIG have respekt for, hvis den nye vicedirektør af private, praktiske årsager ganske simpelt ikke har mulighed for at flytte til lokalområdet. Men det kræver jo også sit at rejse så meget rundt, som vicedirektøren står til at skulle gøre. Kan hun overhovedet få det til at fungere – privat, praktisk og professionelt? Vi tager nok ikke munden for fuld ved at påstå, at det kræver ekstra meget energi, knivskarp logistik på hjemmefronten og ekstra dygtigt lederskab af vicedirektøren, når hun nu skal lede de lokale ansatte delvist langvejs fra. Vi siger ikke, at det ikke kan fungere. Men hun er allerede bagud på point fra begyndelsen, når hun er væk fra sine ansatte flere dage om ugen.