Faldende udbud løfter svinenoteringer i Europa
Udbudspuklen fra årets start er afviklet, og priserne stiger i flere lande, men kødmarkedet er fortsat sæsonpræget afdæmpet.

Balancen mellem udbud og efterspørgsel er ved at blive genoprettet på det europæiske svinemarked, og noteringerne stiger i flere lande. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Det europæiske marked for slagtesvin bevæger sig i en mere positiv retning. Efter et pres i årets første uger som følge af en udbudspukkel – skabt af færre slagtedage omkring jul og nytår – er balancen mellem udbud og efterspørgsel ved at være genoprettet.
Det skriver Danske Svineproducenter i ugebrevet »Rundt i Europa«. Udbudspuklen er nu afviklet, og de lavere mængder matcher i højere grad slagteriernes behov. Samtidig falder de gennemsnitlige slagtevægte på tværs af EU.
Kødmarkedet er dog fortsat præget af sæsonmæssigt rolig handel, og aktørerne afventer tydeligere tegn på øget efterspørgsel. Vurderingen er dog, at bunden er nået, og de fleste udskæringer handles til stabile priser – enkelte med mindre prisforbedringer.
Fremgang flere steder
I Tyskland, Belgien, Spanien og Østrig er noteringerne steget med 4-5 cent pr. kg. Også i Holland spores fremgang, hvor især skinker og maveflæsk sælger bedre.
Den spanske notering, som aktuelt ligger under den tyske, fortsætter fremgangen. Ifølge Mercolleida styrker det relativt lave prisniveau slagteriernes efterspørgsel. Eksportmarkeder uden for EU, som blev lukket efter ASF-udbruddet ved Barcelona, er dog fortsat ikke genåbnet.
I Danmark og Frankrig er noteringerne stabile. Den danske ligger lavest blandt de største producentlande, mens den korrigerede franske ligger højest. I Italien holder et fortsat stort udbud priserne under pres trods den generelt positive tendens i Europa.










































