Franske og spanske noteringer fortsætter opad

Mens noteringerne har stabiliseret sig mange steder i Europa, er især den franske notering steget.

Kløften mellem slagtesvine- og kødmarkedet bliver større, skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundt i Europa«.

På den ene side er udbuddet af slagteklare grise begrænset og ikke stort nok til at fylde slagteriernes slagtekapaciteter i mange regioner i Europa. På den anden side er det ikke muligt at opnå højere priser på kødmarkedet

Det har betydet, at noteringerne i nogle lande er stabile, mens de i blandt andet Frankrig og Spanien fortsætter med at stige.

På den franske grisebørs Marché du Porc Breton steg noteringen med yderligere 6 cent (cirka 44 øre), hvilket er den maksimalt mulige prisstigning i Frankrig. På den måde er den franske notering på 16,35 kroner igen på andenpladsen foran den korrigerede tyske notering i den europæiske prissammenligning af de fem EU-lande med flest svin.

Den spanske prisstigning er noget mere moderat med en stigning på korrigerede 4 cent (cirka 27 øre). Den ligger nu på 17,22 kroner. Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida falder både slagtesvineudbuddet og den gennemsnitlige slagtevægt i Spanien.

Samtidig stabiliserede noteringerne sig i Belgien, Tyskland, Danmark, Holland og Østrig. Der er også rapporteret om uændrede noteringer fra Italien. Ifølge den østrigske forening VLV kæmper det italienske marked med eksportforbuddet i forbindelse med ASF.

Den danske notering er stabil på det nuværende lave niveau og er således fortsat på sidstepladsen i den europæiske prissammenligning.

Læs også