Især Covid-19 og afrikansk svinepest skaber usikkerhed om den fremtidige udvikling i markedsforhold, priser og eksport. Brexit spøger også.
Priserne på svine- og oksekød, mælk, korn og minkskind er mere eller mindre styret af de to sygdomme Covid-19 og afrikansk svinepest, og derfor er der usikkerhed i markederne for tiden, lyder det fra Seges i en markedsvurdering.
Efter et års tid med høje svinepriser tog udbruddet af Covid-19 toppen af priserne, og udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland sendte priserne yderligere lidt ned.
- Vi kommer fra en situation med relativt høje priser til en situation, hvor svinenoteringen kun lige sniger sig over prisen i et »normalår«. Det er dog fortsat et niveau, hvor hovedparten af producenterne er i stand til at skabe overskud, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges.
Smågrise
Markedssituationen for smågrise er ifølge Klaus Kaiser lidt vanskeligere. De tyske slagtesvineproducenter er nemlig blevet mere tilbageholdende med at aftage danske smågrise, efter at Kina har lukket for import af tysk grisekød.
- Usikkerheden er stor i øjeblikket, men vi forventer en gradvis stabilisering af smågrisemarkedet. Efterspørgslen fra Kina er stadig stor, og en del af den tabte tyske eksport ud af EU bliver overtaget af andre EU-lande, siger Klaus Kaiser, og tilføjer:
- Desuden vil en del tyske svineproducenter stoppe, så markedsbalancen bliver genoprettet. Så efter det aktuelle prisdyk forventer vi, at priserne på smågrise gradvist vil stige, og at vi for 2021 som helhed vil se priser i nærheden af et »normalår«.
Udfordringer
I Landbrug & Fødevarer er man fortsat bekymret for den risiko, som Covid-19, afrikansk svinepest og det forestående Brexit udgør for landbrugseksporten.
- Det er en ekstraordinær situation og et vanskeligt marked, men vi er fortrøstningsfulde. Det afgørende nu er, at vi gør vores yderste for at give eksporten bedst mulige vilkår, så vi fastholder vores markedsandele og eksportindtægter, siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Prisen på mælk har siden februar 2018 ligget nogenlunde stabil på et niveau lige over prisen i et »normalår«. Seges forventer, at stabiliteten fortsætter ind i 2021 omkring det nuværende niveau.
Afgrøder
Tilsvarende gælder prisen på hovedafgrøderne, der i mindre grad har været påvirket af Covid-19.
En yderligere eskalering af Covid-19 eller et hårdt Brexit kan dog ændre forudsætningerne for den forventede prisstabilitet, lyder det fra Seges.
Markedsvurderingen udgives normalt to gange om året, og udkommer næste gang i februar 2021.
mip