Arla vil nedbringe øko-indvejning med op mod 100 millioner kg

Tilbagelægningen til konventionel produktion skal være frivillig, lød budskabet fra Arla på et øko-møde i Hobro. Arkivfoto
Mejeriselskabet Arla ønsker i løbet af de kommende år ad frivillighedens vej at nedbringe den årlige indvejning af økologisk mælk i Danmark med op mod 100 millioner kg. Det skriver Okonu.dk.
- Det vil være en historisk nedgang for Danmarks økologiske landbrug. Det svarer til, at cirka 10.000 økologiske køer skal sendes på pension, skriver fagbladet Okonu.dk.
Formanden for mælkeudvalget i Økologisk Landsforening, Finn Tang, vurderer ifølge mediet, at op mod 10 procent af det økologiske landbrugsareal kan forsvinde, men er alligevel optimistisk om fremtiden:
- Jeg mener, at økologerne har fat i den rigtige ende, og jeg tror stadig på, at økologien på længere sigt vil være en opadgående trend, siger han.