Danmark øgede svineeksporten med 22 procent

Der var pæn rift om dansk svinekød på eksportmarkederne i 2019. Så meget, at den danske svineeksport steg med 22 procent i 2019.

Efterspørgslen efter dansk svinekød var god i 2019, viser tal fra Markedsnyt fra Landbrug & Fødevarer. Med en eksport på 635.266 tons var Danmark EU's tredjestørste svinekødseksportør, kun overgået af Tyskland og Spanien. Mængden markerer en stigning på 22 procent i forhold til 2018, hvor Danmark eksporterede 522.211 tons svinekød.

Det er blevet skrevet mange gange før, men det var Kina, der var den store driver bag den øgede EU-eksport. Kina importerede 2.377.253 tons svinekød fra EU, og det var en stigning på 74 procent i forhold til året før. Japan og Sydkorea fulgte efter blandt importørerne. Det er værd at bemærke, at Sydkorea importerede 22 procent mindre kød i 2019 end i 2018. 

Produktion går ned

Alt i alt eksporterede de 28 EU-lande 4.493.623 tons svinekød i 2018, en stigning på 20 procent i forhold til året før, hvor eksporten udgjorde 3.735.141 tons svinekød. 

Selve svineproduktionen har dog været for nedadgående i Danmark i det sidste år, og det ser ud til at fortsætte til en vis grad. De ugentlige slagtetal for svine og søer fra de slagterier, der indberetter slagtetal til Klassificeringskontrollens slagtedatabase viser, at den totale modtagelse er faldet med 2,2 procent i de første otte uger af 2020 sammenlignet med samme periode i 2019.

Læs også