Udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland og coronavirus på flere slagterier i EU-landene får mærkbare konsekvenser for EU-eksporten af svinekød til specielt Asien.
Det forudser EU-kommissionen i deres seneste prognose for landbrugsområdet, skriver Markedsnyt for grisekød fra Landbrug & Fødevarer.
Ifølge prognosen er der udsigt til et fald i eksporten fra EU til tredjelande på hele 10 procent i 2021. I de første otte måneder af 2020 har EU-landene ellers samlet set haft en stigning i eksporten til tredjelande på 3.441 tons til lande udenfor unionen, hvilket svarer til en fremgang på 16,4 procent i sammenlignig med samme periode i 2019.
Samtidig er der udsigt til faldende produktion af svinekød i de 27 EU-lande.
For 2020 forventer Kommissionen et fald på 0,5 procent. Der forventes fald for Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Polen, mens der forventes stigning i produktionen for Spanien og Danmark. Udviklingen i Danmark understreges af, at de ugentlige tal for slagtninger i Danmark i 2020 har vist en fremgang på 4,1 procent i sammenligning med 2019.
Ved seneste » Outlook« fra sommeren 2020 forventede EU Kommissionen ellers en mindre stigning i EU-produktionen af grisekød i 2020. For 2021 forventer EU Kommissionen et fald i EU-produktionen af grisekød på 1,0 procent. Til gengæld forventer Kommissionen, at forbruget af svinekød internt i EU-landene vil stige med 1,0 procent i 2021.
henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66