Smågrisepriserne skal op på 570 kroner i gennemsnit i andet kvartal 2020, før de falder igen, vurderer Danske Svineproducenter i en ny prisprognose.
Danske Svineproducenter forudser i en ny prognose, at puljenoteringen (SPF region 2/3) kommer op i 570 kroner i gennemsnit i andet kvartal 2020, før den falder igen. Det er en opjustering på 25 kroner i forhold til forventningerne i foreningens seneste prognose.
Også den samlede gennemsnitspris for 2020 stiger ifølge prognosen. Forventningen var i sidste prognose et gennemsnit for året på 501 kroner. Nu er det 525 kroner.
Årsagen er den enorme efterspørgsel på svinekød fra Asien, der har forhindret den sædvanlige sæsonmæssige nedtur i Europa.
- På smågrisemarkedet førte den positive udvikling af den tyske slagtesvinenotering til, at det sæsonmæssige opsving startede meget tidligt i år. Efter det overraskende skarpe prisfald i juli måned har smågrisenoteringer stabiliseret sig og begyndte at stige igen allerede i slutningen af oktober måned. Det viser, hvor knappe smågrise er på det europæiske marked for tiden. Den seneste stigning i den tyske slagtesvinenotering sørger for endnu mere luft under vingerne for de europæiske smågrisenoteringer, lyder det i prognosen fra Danske Svineproducenter.
Stabilisering
- Man skal have i baghovedet, at den største del af den tyske grisekødproduktion fortsat skal afsættes i Tyskland. Det mest realistiske scenario er derfor, at den tyske slagtesvinenotering vil holde sig stabil eller give lidt efter i de kommende par måneder. På smågrisemarkedet er der statistisk set fortsat prispotentiale til mindre prisstigninger, men det er mere sandsynligt, at også smågrisenoteringerne vil stabilisere sig i den nærmeste fremtid, tilføjer foreningen.
Danske Svineproducenter vurderer dog, at det virker mere sandsynligt end usandsynligt, at ASF i 2020 vil ramme Tyskland.
- Et udbrud i Tyskland ville ødelægge alle prognoser og gøre dem ubrugelige. Hvor meget ASF i Tyskland ville påvirke prisniveauet er umuligt at forudsige.
Scenarier
- Hvis det er i tamsvinebestanden, er der en god chance for at isolere den pågældende bedrift (og område) og at udrydde sygdommen igen. Hvis ASF imidlertid udbryder i vildsvinebestanden – som er det mest realistiske scenario – er opgaven imidlertid noget vanskeligere, men dog til at løse, hvilket eksemplet i Tjekkiet viser. I begge tilfælde vil nogle eksportmarkeder automatisk lukke for al import af svinekød fra Tyskland. Med den nuværende markedssituation i baghovedet må man imidlertid ikke være for pessimistisk i forhold til, at handelspartnerne ikke vil finde en hurtig løsning, for eksempel i form af en regionalisering af Tyskland, det vil sige at kun bestemte områder/slagterier spærres for eksport.
Danske Svineproducenter vurderer, at hvis ASF kun kommer til de østlige tyske delstater, altså ikke til Tysklands kerneområde for svineproduktion i de nordvestlige delstater, er en prisudvikling ligesom i Belgien efter ASF-udbruddet ikke usandsynligt.
- Det vil sige, at prisen vil styrtdykke umiddelbart efter udbruddet, men stabilisere sig efter kort tid på cirka 30 procent under prisniveauet før udbruddet. Det afgørende spørgsmål i denne sammenhæng er ikke bare, hvordan eksportmarkederne vil reagere, men også hvordan den tyske forbruger vil reagere, lyder det i prognosen, der kan ses i sin fulde længde på www.danskesvineproducenter.dk.
mip