Nordfynsk brødrepar mistede Deutz-Fahr-forhandling - men har fortsat nye traktorer til salg

O. Søndergaard & Sønner har en lang tradition med Deutz-Fahr. Efter en kort periode sidste år ophørte forhandlingen igen, men der er fortsat nye traktorer på pladsen foran den nordfynske maskinforretning.

Ligesom autobranchen sker der indenfor traktorsalget i disse år en vis transformation i forhold til det gængse mønster med producent, importør og forhandlerleddet. Ikke mindst fordi traktorsalget ikke helt kender landegrænser og forhandlerdistrikter som tidligere.

MaskinParken er igen taget til Nordfyn - til maskinforretningen O. Søndergaard & Sønner A/S, der er ejet af importselskabet H.C. Petersen & Co’s Eftf. A/S (HCP) i Krogager ved Grindsted.

For et år siden »efterlyste« forretningen i Nr. Højrup her i spalterne en traktorforhandling for at øge aktiviteterne både på salg, service og reservedele. Allerede en måned senere kunne brødrene Anders og Lars Søndergaard fremvise Deutz-Fahr traktorprogrammet ved deres traditionelle åbent hus-arrangement.

Det tyske traktormærke var dog langtfra nyt, idet den tidligere familieejede maskinforretning mellem Otterup og Bogense havde haft Deutz-Fahr på programmet lige fra 2001 til 2013, og igen fra 2018 indtil mærket for tre år siden skiftede dansk importør fra HCP til Moni Worldwide.

Forhandler-ophør

Imidlertid blev Deutz-Fahr traktorerne hos O. Søndergaard & Sønner en stakket frist. Og dog.

Her kommer landegrænserne i traktorverdenen ind i billedet. Baggrunden skal nemlig findes i Norge. Her mistede HCP i november sidste år ligeledes Deutz-Fahr importen til den nye Middelfart-baserede importør.

- Som HCP-ejet fik vi i den forbindelse et parti norske traktorer herned, som vi kunne sælge til en god pris, ovenikøbet med ekstraordinært meget udstyr. Derfor vidste vi nok, at det var lig med ophør som forhandler. Naturligvis parerede vi ordre, og har da fortsat et fornuftigt forhold til importøren lige i nabolaget, understreger de to Søndergaard-brødre.

Flere nye på vej

På pladsen foran forretningen fremviser de enkelte tilbageværende »norske« Deutz-Fahr traktorer.

- Og vi får yderligere ni nye på nettet inden længe. I det hele taget vil vi fortsat kunne sælge mærket, da HCP jo har importen i Finland, tilføjer Lars Søndergaard og understreger, at maskinforretningen med den lange erfaring uændret både servicerer og fører reservedele til Deutz-Fahr traktorerne.

Han glæder sig samtidig over fremgangen for det tyske kvalitetsprodukt, som på traktorstatistikken for 2024 ligger på tæt ved 10 procent, foran flere ellers større mærker på det danske marked.

- Som vores egen forretning

På pladsen står også tre nye røde Zetor, som ligeledes sælges til gode priser via HCP’s import af det tjekkiske traktormærke - i både Sverige og Finland. To af dem er solgt, oplyser Lars Søndergaard (58), der forestår virksomhedens salg, mens Anders (60) er værkfører.

- Vi hjælper naturligvis gerne vores ejere med at sælge traktorer, men helt generelt har vi frie hænder i dagligdagen, og driver i det hele taget forretningen, som dengang den var vores egen, naturligvis under ansvar, pointerer de to nordfynske brødre og glæder sig over et fornuftigt økonomisk resultat på linje med de foregående år.

- Og det til trods for et noget turbulent 2024, lyder det videre med en erkendelse af, at traktorsalg og det tilhørende servicearbejde er med til at hæve omsætningen.

Samtidig glæder de sig over at have et velkonsolideret ejerselskab med et godt aktivitetsniveau i ryggen. Senest er HCP kommet godt fra start i Norge med overtagelsen af importen pr. 1. november 2024 af CNH-produkterne, New Holland, Case IH og Case Construction.

Traktorer siden 1964

Lige siden starten af 60’erne har der været traktorer på programmet i familieforretningen, som farfaren Oluf Søndergaard i 1940 grundlagde i Nørreby tæt ved den nordfynske Kattegat-kyst. Først International Harvester og fra 1992 og i 27 år forhandling af Valtra, og som nævnt de mange år med Deutz-Fahr. Rent faktisk har det tyske mærke en endnu længere historie på stedet, da det var en tidligere DLAM-afdeling, som Søndergaard-familien fra Nørreby rykkede til i Nr. Højrup i 1998.

Iseki kompakttraktorerne, som importeres af HCP, er i dag et voksende aktiv i forretningen, og sideløbende med traktorforhandlingerne har Schäffer minilæssere været forhandlet lige siden 1998 sammen med en række redskabsprodukter.

I dag er hovedprodukterne indenfor redskaber Lemken og Amazone samt øvrige forhandlinger som He-Va, Concept-produkterne m.fl.

O. Søndergaard & Sønner er tillige Bogballe Plus-forhandler.

Populære polske Pronar-produkter

Et stort aktiv er Pronar vogne, grøntmaskiner og andre redskaber, der sammen med tre andre danske maskinhandlere importeres fra den polske virksomhed.

- Det er et meget stærkt program, som omfatter tipvogne helt op til 30 tons og 45 kubikmeter. Også kroghejsvognene sælger vi mange af, ligesom de øvrige Pronar-produkter går godt, fremhæver Lars Søndergaard og fortæller om en oplevelse med den store polske producent, der netop har indviet deres ottende fabrik - til fremstilling af tre millioner fælge årligt.

- Pronar har otte egne flyvere til deres sidebeskæftigelse som uddannelsessted for piloter. Vi var sidste år på fabriksbesøg dernede, hvor vi sammen med 14 andre danskere blev hentet i Beldringe i et Pronar-fly.

Stor butik

Også på et andet felt gearer den nordfynske maskinforretning op. Det er på have-/parkområdet. Flere og flere anlægsgartnere, boligforeninger og kirkegårdsgartnere har fået øje på det store maskinsortiment i butikken og servicemulighederne i Nr. Højrup.

Derfor kommer der nu endnu flere produkter på lager, heriblandt større maskiner fra hovedleverandørerne Cub Cadet, Stiga og Stihl.

- Vi har en medarbejder, som servicerer på have-/parkområdet, og vi søger efter endnu en montør til værkstedet, fortæller Lars Søndergaard, og tilføjer, at der i det nye år også vil blive satset yderligere på entreprenørområdet.

Lørdag den 22. februar afvikles sæsonens åbent hus-arrangement i maskinforretningen i Nr. Højrup.

O. Søndergaard & Sønner A/S

Grundlagt i 1940 af Oluf Søndergaard, der købte landsbysmedjen i Nørreby på Nordfyn, tæt ved Kattegat-kysten. Ved hans død i 1972 blev forretningen overtaget af sønnen Ole Søndergaard. I 1991 indledes et glidende generationsskifte med sønnerne Anders og Lars Søndergaard

Anders og Lars Søndergaard solgte i 2018 de 80 procent af maskinforretningen til H.C. Petersen & Co’s Eftf. A/S i Krogager, og fra sommeren 2023 blev HCP 100 procent ejer

Forhandler af IH traktorer fra 1964 og frem til 1997. Fra 1991 til 2018 forhandler af Valtra. Fra 2001-2013 og 2018-2020 forhandler af Deutz-Fahr. Siden 2018 Zetor-forhandling gennem HCP, og fra februar 2024 frem til november igen forhandler af Deutz-Fahr

Import af Pronar vogne og maskiner. Forhandler af Schäffer minilæssere, Iseki kompakttraktorer, samt redskaber fra Lemken, Amazone, Bogballe, He-Va m.fl. Desuden forhandling af Stige, Stihl, Cub Cadet m.fl. indenfor have-/park

Ni medarbejdere

Læs også