I Danmark har vi tradition for at tippe kornet af hjemme ved siloen eller ved foderstoffen. Det er velkendt og fungerer for de fleste. Men i visse tilfælde kan det give mening at vælge en anden metode, mener Kenneth Brønner, salgschef for Skandinavien hos Krampe.

- Vi sælger klart flest BigBody tipvogne herhjemme, og det er vi glade for. Men hvis man arbejder i bygninger med lav tiphøjde eller ønsker at holde tyngdepunktet lavt under aflæsning, kan en RamBody-afskubbervogn være et godt alternativ, siger han.

Han peger især på ældre lagre og lavloftede anlæg, hvor en afskubbervogn kan aflæsse uden at løfte ladet. Samtidig er der fordele i forhold til stabilitet, sikkerhed og mulighed for at bruge vognen til flere formål i bedriften.

Multifunktionel løsning

Krampes RamBody-vogne fås fra 22 til 55 kubikmeter og er tilgængelige med to eller tre aksler. Den nyeste og mindste model har allerede vakt interesse blandt brugere, der ønsker én vogn til både græs, korn og majs og dermed en bedre udnyttelse af investeringen.

- Flere landmænd har selv nævnt idéen, siden vi lancerede den lille RamBody-model. Aflæsningen tager 25 til 30 sekunder, hvis hydraulikken kan følge med, og selve skubberenheden er korntæt, så også her er det svært at finde ulemper, forklarer Kenneth Brønner.

- En ekstra fordel er, at afskubberpladen på RamBody-vognene er udstyret med stort vindue, så chaufføren hele tiden kan følge med i aflæsningen, modsat den lukkede kasse på en traditionel tipvogn, slutter han.

Maskiner