Claas genåbner renoveret fabrik i Frankrig

Claas' traktorfabrik i Le Mans i Frankrig blev fredag genåbnet efter tre års modernisering. De samlede investeringer i den nye, moderniserede traktorfabrik er 40 millioner euro. Den nye Le Mans-fabrik kan producere 60 traktorer om dagen svarende til 13.000 Claas-traktorer om året.

Claas-koncernen genåbnede fredag sin traktorfabrik i Le Mans i Frankrig efter en totalrenovering. Investeringerne gennem de seneste tre år er løbet op i 40 millioner euro. I fremtiden vil den nye, moderniserede Le Mans-fabrik producere 60 traktorer om dagen. På årsbasis svarer det til en årlig produktionskapacitet på 13.000 traktorer sammenlignet med omkring 10.000 traktorenheder på det tidligere fabriksanlæg.

Allerede for tre år siden besluttede Claas-koncernen at modernisere sin traktorfabrik i Le Mans i Frankrig. Målet var at modernisere fabrikken til »Future Factory«, hvor Claas tog et kvantespring ind i fremtiden, blandt andet ved fuldstændig at forny en række produktionsprocesser, eksempelvis samlebåndet,og  indføre en række digitaliseringer og automatiserede guidede køretøjer på hele fabriksanlægget.

Investeringer gennem de sidste tre år er løbet op i 40 millioner euro, men siden Claas-koncernen købte Renault-fabrikken i 2003, er der investeret 80 millioner euro, blandt andet i udviklingscentret Vélizy og test- og valideringscentret i Trangé.

- Vores totalrenoverede fabrik i Le Mans øger produktionskapaciteten, og vi har åbnet et nyt kapitel i den fortsatte vækst for Claas-koncernen, sagde Thomas Böck, der er formand for Claas-direktionen, på et digitalt pressemøde i går.

Allerede tilbage i 2019 blev moderniseringsbestræbelserne for den nye Claas-traktorfabrik betegnet som »Showcase for the Future of Industry«.

Øget produktionskapacitet

I fremtiden vil den moderniserede Le Mans-fabrik producere 60 traktorer om dagen. På årsbasis svarer det til en årlig produktionskapacitet på 13.000 traktorer sammenlignet med omkring 10.000 traktorenheder på det tidligere fabriksanlæg.

- Udover øget produktionskapacitet var arbejdsforholdene vores hovedprioritet i designet af det nye produktionsanlæg, sagde dr. Martin von Hoyningen-Huene, som er leder af Claas Tractor Unit og medlem af koncernledelsen på pressemødet.

- Vi har opnået en væsentlig forbedring af arbejdsgange og ergonomi, hvilket vil hjælpe med at øge vores medarbejderes koncentration og motivation, ligesom den nye logistik er en grundlæggende ingrediens til produktion af traktorer i henhold til de strengeste kvalitetsstandarder, påpeger han.

På nuværende tidspunkt produceres fem traktormodeller fra 75 til 460 hk på Claas Le Mans-fabrikken. Sammen med udviklingscentret i Vélizy nær Paris og test- og valideringscentret i Trangé er der omkring 1.000 ansatte på Le Mans-fabrikken.

Topmoderne teknologier

Med modernisering af Le Mans-fabrikken har Claas skabt nye muligheder for fremstilling af stadig mere komplekse og individuelle konfigurerede traktorer.

Brug af banebrydende virtual reality-teknologier muliggjorde digital simulering af alle processer i fabriksplanlægningsfasen, selv for traktormodeller, der endnu ikke er i produktion. Utallige muligheder kan blive vist ved hjælp af 3D-animationer og VR-briller for at se alle monteringsfaser, fra drivlinjen til den færdige og testede traktor.

Automatiserede guidede køretøjer (AGV) er en væsentlig del af produktionen på det nye fabriksanlæg. 40 af disse førerløse og fuldautomatiske transportkøretøjer transporterer traktorerne fra den første til den sidste samlestation og er i stand til at flytte op til 20 ton ad gangen.

 

- Vores totalrenoverede fabrik i Le Mans øger produktionskapaciteten, og vi har åbnet et nyt kapitel i den fortsatte vækst for Claas-koncernen

Thomas Böck, formand for Claas-direktionen

Læs også