New Holland T5-traktorerne har fået flere hestekræfter

De nye New Holland T5-traktorer, der leveres med 80 til 120 hestekræfter, tilbydes nu i en Utility Stage V- og Electro Command Stage V-udgave.

De nye New Holland T5-traktorer tilbydes nu i en Utility Stage V- og Electro Command Stage V-udgave.

Begge traktorserier har en ny og forbedret firecylindret motor med forøget slagvolumen på 3,6 liter, og maksimalt drejningsmoment opnås ved et lavere omdrejningstal på 1.300 o/min.

Stage V-motorkravene opfyldes med den patenterede kompakte Hi-eSCR2-løsning, der er udviklet af FPT Industrial. Systemet integrerer en dieseloxideringskatalysator (DOC), et partikelfiltreringssystem samt selektiv katalytisk reduktion (SCR) i et enkelt element. En lav grad af recirkulation af udstødningsgas giver optimeret forbrænding og et mindre SCR-element. Alle disse efterbehandlingskomponenter er samlet i en enkelt kompakt pakke placeret under traktorens motorhjelm, hvilket giver et rigtig godt udsyn og stor manøvredygtighed.

New Holland T5 Utility-traktorserien er en alsidig traktor, der både klarer opgaver med frontlæsseren, mark- og transportopgaver. Traktorerne i den nye T5 Utility-serie leveres med ekstra 5 hk og plus 10 procent drejningsmoment og traktorerne overholder Stage V-motorkravene.

T5 Utility-traktorerne har en imponerende bagliftkapacitet på op til 4.400 kg, mens tretrins PTO’en med ECO og kørehastighedsstyring gør traktorerne alsidige og brændstoføkonomiske.

Gearskift uden kobling

New Hollands T5 Electro Command-traktorerne har også fået højere ydelse på de mindre modeller i serien, samt 5 procent større drejningsmoment på alle modeller. Derudover er brændstoftankens kapacitet øget til 174 liter, hvilket forlænger arbejdstiden uden at man behøver at tanke.

De tre modeller i serien fra 101 hk til 117 hk har semi PowerShift-Electro Command-transmission med 4 trin, 16 fremadgående gear og 16 bakgear, med gearskift uden brug af koblingen samt Auto Mode som ekstraudstyr, der giver en automatisk gearskiftefunktion.

T5 Electro Command-traktorerne har Terraglide forakselaffjedring, som giver en jævn kørsel selv i det mest ujævne terræn og Comfort Ride kabineaffjedring.

Den kompakte og manøvredygtige T5 Electro Command-traktor fås med 700TL-frontlæssere med en bred ramme, som giver højere stabilitet, selv når der arbejdes med tung last i maksimal højde. En separat 80 l/min hydraulikpumpe kombineret med det avancerede elektrohydrauliske joystick på armlænet sikrer perfekt betjening af frontlæsseren og brug af transmissionen med problemfri op- og nedgearing.

Læs også