Nye læssere til brugte priser

AV Larsen har netop solgt den første af Kellfris Swekip-hjullæssere i Jylland. Maskinhandleren ser store perspektiver i læsserne, som ifølge ham har brugtmarkedet som eneste konkurrent.

Den nye Swekip-læsser tager over for en Wolf ved Hjørring. Privatfoto Swekip 3080 har en løftekapacitet på 3.000 kg, mens lillebroren, 2360 kan løfte 2.500 kg.

Med en løftekapacitet på 2.500 kg er der masser af kræfter i den Swekip 2360-hjullæsser, Anders V. Larsen fra maskinforretningen AV Larsen netop har solgt til en nordjysk kunde, som bliver den første i Jylland til at køre rundt i en Swekip.

Anders V. Larsen har stor tiltro til, at både 2360’eren og storebroren 3080, der kan løfte tre ton, rammer et hul i det danske marked.

- Den her gummihjulslæsser er til landmanden, der måske har brug for løftekapaciteten, men ikke skal køre 2.000 timer om året, fortæller han om Swekip-læsserne, der er en del af Kellfris sortiment.

- Det er også en oplagt gummihjulslæsser til steder, hvor der måske skal læsses fire biler om dagen og skubbes noget sand rundt, fortæller den nordjyske maskinhandler, der ikke har svært ved at se fordelene ved de nye gule hjullæssere: priserne på henholdsvis godt 200.000 og knap 250.000 kroner.

- Du får ikke meget brugt fra de større mærker til den pris, uden du kommer ud i riskozonen for, at det kan ende med at blive en dyr fornøjelse, konstaterer han.

- Du får en fin stærk læsser med en god kvalitet i forhold til prisen. Den kan klare de fleste opgaver ved mellemstore landbrug og mindre entreprenører, hvor de ikke skal køre dagen lang, siger Anders V. Larsen, der også ser Swekip’en som et alternativ på gårde, hvor maskinen kører rundt mellem flere ejendomme for at klare læssearbejdet.

- Der vil det måske give mening med en billigere læsser, der så stod klar, når den skulle bruges på den enkelte ejendom, foreslår han.

Klar med reservedele

Mens han ser maskinerne ramme et behov, har det også haft stor betydning for Anders V. Larsen, at Kellfri står bag maskinerne, der bliver produceret i Kina, og dermed har alle reservedele hjemme på hylderne i Sverige.

- En ting er at man har en maskine, der dur, en anden ting er at have et stort reservedelslager i nærheden, hvis der skulle ske et nedbrud. Det er især vigtigt, når maskinen er en vigtig del af driften og man skal hurtigt videre. Så har man ikke altid tid til at vente på, at reservedelene skal være længe undervejs.

Selvom han nu har langet den første maskine over disken, forventer Anders V. Larsen, at der stadig venter et stort arbejde for at gøre Swekip til en naturlig overvejelse på de fleste bedrifter, når læssemaskinen skal skiftes ud.

- Der er altid den her barriere ved at vælge noget andet end de store mærker, og skulle forklare naboen, hvorfor man ikke har købt en Volvo. Men det handler i høj grad om at få afpasset maskinparken til sine behov, fortæller han.

- Her synes jeg, at Kellfri med deres Swekip er kommet frem til en maskine, der matcher behovet til de fleste mellemstore landbrug og mindre entreprenører, også hvor jeg har svært ved at se andre alternativer end brugte maskiner, når man kommer ned i det prisleje, konstaterer han.

Læs også