Claas har netop lanceret CTIC-dæktryksregulering på Axion 900-traktorserien. Dæktryksbetjeningen er 100 procent Isobus-kompatibel og integreret i Cebis-terminalen.
De store Claas-traktorer i Axion 900-serien kan nu leveres med CTIC-dæktryksregulering, der giver nem og hurtig dæktryksregulering ved forskellige opgaver.
Udover CTIC-dæktryksregulering tilbydes også assistentsystemet Cemos, som optimerer alle traktorens funktioner automatisk på Claas Axion-traktorerne. Kompressoren, der leverer luft til CTIC-systemet, yder op til 2.800 liter luft i minuttet.
Betjeningen er 100 procent Isobus-kompatibel og er nu integreret i Cebis-terminalen på Axion 900-traktorerne. Som ekstraudstyr kan Isobus-redskaber aktiveres og kontrolleres med S10-terminalen. F-tasterne kan programmeres frit og individuelt med traktor- og redskabsfunktioner.
De store Axion-traktorer fra Claas, som blev lanceret i 2011, leveres i dag med en 8,7 liters Stage V-motor med FPT-udstødning og AdBlue-indsprøjtning samt større filter- og reaktionsflader. Traktorserien tilbydes i hk-segmentet fra 325 til 445 hk.
Intelligent dæktryk
Claas Axion 900-hjultraktorerne, som kombinerer Cemos med dæktryksreguleringsanlægget CTIC, kan nu leveres fabriksmonteret. Systemet giver for første gang mulighed for at tilpasse dæktrykket intelligent og dynamisk under forskellige arbejdsopgaver.
Det er meget let at betjene assistentsystemet Cemos, ikke mindst fordi systemet aktivt selv finder frem til forbedringspotentialet i arbejdsopgaven og giver føreren forslag til optimering. Føreren kan enten bekræfte forslagene eller give Cemos besked på at undersøge alternative optimeringsmuligheder.
Claas Cmatic-transmissionen giver fuldt drejningsmoment og tillader hastigheder fra 0,05 til 50 km/t. Ved hjælp af de fire mekaniske køreområder, der skifter automatisk, opnås en høj samlet udnyttelse af transmissionen, og sluthastigheden på 50 eller 40 km/t kan opnås allerede ved 1.470 til 1.400 omdrejninger pr. minut.
Tomgangsomdrejningstallet ligger helt nede på 650 omdrejninger pr. minut. Føreren kan ud fra tre virtuelle køreområder vælge det køreområde, der skal bruges til det arbejde, der skal udføres.
Fuldt affjedrede
Modelserien leveres nu i fem hjultraktorer, der afrundes med Axion 930 Terra Trac og Axion 960 Terra Trac, der blev introduceret i 2018. De er verdens første fuldt affjedrede stortraktorer med bælter på bagakslen og fungerer optimalt både ved mark- og engarbejde og ved transport på landevej.
Som ekstraudstyr kan Axion 900-traktorserien udstyres med assistentsystemet Cemos, der blev præsenteret i 2018 og ligeledes fås til Arion 500-, Ario 600- og Axion 800-traktorserien.
Axion 900-hjultraktorer med Cebis-versionen har høstet tocifrede besparelser i dieselforbruget og store stigninger i arealydelsen. Cemos tager ikke kun hensyn til traktorspecifikke parametre som ballastering og motorjustering, men også redskabsdata. Yderligere kan man optimere indstillingen ved hjælp af gemte data i plovassistenten for talrige plovtyper.
Øget komfort
Axion-traktorerne tilbydes med firepunktsaffjedring af kabinen, et semiaktivt og ventileret førersæde som ekstraudstyr, affjedret foraksel med 90 mm fjedervandring og automatisk last- og bremseudligning giver maksimal komfort.
En ny læderpakke bestående af læderbetræk til rattet, fører- og passagersædet og armlænet sikrer kvalitet og sørger for øget velbefindende, særligt på lange arbejdsdage. Den brede, hvælvede bagrude giver føreren et optimalt udsyn over redskaberne. Bagruden fås tonet eller med varme som ekstraudstyr.
per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 37
Flere Claas-lanceringer
Claas lancerede torsdag eftermiddag en række nyheder.
Til sæson 2021 introducerer Claas et nyt Orbis-majsbord på 9 meter til Jaguar-finsnitterserien med en transportbredde på kun 3 meter.
Det nye majsbord kan hurtigt foldes ind fra de 9 meter til traktorbredden på kun 3 meter, der giver mulighed for landevejskørsel, uden at der kræves dispensation.
Læs mere om majsbordet på www.effektivtlandbrug.dk eller i Effektivt Landbrug Weekend, der udkommer i morgen lørdag.
De ti Claas Torion-teleskophjullæssere med en arbejdsvægt fra 5 til 21 tons udvides med en ny serie til efteråret 2020. Claas har netop lanceret en ny teleskoplæsser Torion 738 T Sinus, der ifølge Claas er langt mere smidig og stabil og leveres med en række højteknologiske features.
Læs mere om den nye Claas Torion-teleskoplæsser på www.effektivtlandbrug.dk eller i Effektivt Landbrug Weekend.
pj