Nærhed og kundeservice er nøgleordene
Samson Agrolize blev lanceret i november 2016 og er blevet taget godt imod hos kunderne.

- Sæson 2018 er en stor succes for os. Vi har fået 90 nye Samson-maskiner ud at køre og det er langt over de forventninger, vi havde til sæsonen, udtaler administrerende direktør for Samson Agrolize A/S, Henrik Kirketerp-Møller. (Foto: Per Jørgensen)
I november 2016 gik Samson Agro A/S i Viborg fra at have 16 autoriserede forhandlere i Danmark til selv at overtage salget af nye og brugte Samson-maskiner.
For at klare denne opgave, tog Samson Agro en strategisk beslutning og stiftede Samson Agrolize A/S.
Det store produktprogram, der sælges under Samson Agrolize i Danmark, tæller udover gyllevogne også møgspredere, nedfældere, slæbeslangebomme og røreværker.
Samson Agrolize beskæftiger 16 medarbejdere og har 7 servicepartnere i Danmark. De syv servicepartnere er Hjallerup Maskinforretning A/S, J. Hundahl A/S, Traktor & Høstspecialisten A/S, A.P. Jørgensen, Ringe Maskinforretning A/S, Karl Mertz A/S og A.P. Hellisen A/S.
Hurtige tilbagemeldinger
- Det har fungeret siden november 2016, hvor vi omstrukturerede Samson Agros maskinsalg i Danmark fra konventionel maskinhandel, hvor maskinhandleren stod for alle opgaverne til i dag, hvor vi har koncentreret al viden under Agrolize-brandet og under samme tag.
- Vi varetager salg og garantiforpligtelser af maskinerne, forklarer Henrik Kirketerp-Møller, der er administrerende direktør for Samson Agrolize.
- Da vi har samlet alle aktiviteterne et sted, får vi lynhurtige tilbagemeldinger fra vores kunder og det gør os i stand til at yde vores bedste og efterkomme ønsker fra vores over 1.000 Samson-kunder i Danmark og samtidig give dem en optimal service.
- Sæson 2018 er en stor succes for os. Vi har fået 90 nye Samson-maskiner ud at køre og det er langt over de forventninger, vi havde til sæsonen, siger en tilfreds direktør.
36 måneders garanti
Der er lave afskrivninger på Samsons naturgødningsmaskiner og Samson Agrolize tilbyder kunderne 36 måneders garanti på alle nye maskiner.
- Vi ønsker at have et stort brugtlager med fabriksklargjorte maskiner, da gyllevogne typisk bliver handlet tre til fire gange, før vi eksporterer vognen til et tredje land. Mange af vores gyllevogne kører langt over en million kubikmeter gylle ud.
Dedikeret til service
- Og når en kunde ønsker en ny gyllevogn, har vi værksted og udstyr til at klargøre vognen, så den kan sælges til næste kunde, som ikke ønsker at købe en ny gyllevogn, forklarer Kirketerp-Møller.
Hver af de syv servicepartnere har dedikeret servicemontører til at servicere maskinerne fra Samson Agrolize. Vi råder selv over fire fuldt udstyrede servicevogne og vores servicepartnere råder lige nu over tre »Samson-servicepartner« servicevogne.
- Vi forventer stor vækst i aktiviteterne fremover og her i foråret går vi i gang med at opbygge en afsætningskanal for brugte naturgødningsmaskiner til eksport. Det kræver, at vi justerer gyllevognene til hvert enkelt land, blandt andet kører nogle lande med luftbremser og andre ikke, slutter han.