I forrige uge blev et nyt vådområde ved Strandby indviet. Området gavner ikke bare miljø, natur og klima, men er også et sted, hvor man kan gå på opdagelse og lære noget om vikingerne, som byggede vikingeskibe i området ved Helnæsbugten for cirka 1000 år siden.
Kan man hjælpe natur, miljø og klima og samtidig bevare og fortælle om fortidens vikinger, så besøgende kan gå på opdagelse i Danmarkshistorien? Svaret er ja! Og det er lige nøjagtigt det, som er skabt med det nye naturområde i Strandby, der ligger syd for Haarby.
Fredag den 3. maj blev det nye naturområde indviet af minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, og formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, Jens Jakobsen.
- Med vådområdet i Strandby demonstrerer vi, hvordan man i tæt samarbejde med lodsejere, lokalforening og museer kan tænke forbedringer af klima, miljø, biodiversitet og kulturhistorie ind i ét og samme projekt, og samtidig skaber vi helt nye oplevelsesmuligheder i lokalområdet, fortalte Søren Steen Andersen.
Flere formål på en gang
Natur- og vådområdet fjerner kvælstof, så Helnæsbugtens og Lillebælts tilstand forbedres, det højner biodiversiteten og giver samtidig plads til naturoplevelser, friluftsliv og formidling af kulturhistorien.
- Som klimakommune, er vi er stolte af at være én af de førende kommuner i at etablere nye vådområder. Med dette projekt demonstrerer vi yderligere, hvordan man kan kombinere flere formål på én gang. Noget som er nødvendigt, hvis vi skal lykkes med alle de mange interesser, ønsker og behov, der er for at etablere projekter i det åbne land, sagde Jens Jakobsen.
Oplevelser i naturen har haft høj prioritet
Strandby ligger naturskønt syd for Haarby lige ud til Helnæsbugten, og Lillebæltsstien går på tværs af området. Det nye naturområde er lavet i samarbejde med lodsejere, som har ønsket, at det var muligt, at naturområdet kan bruges af lokalbefolkningen og andre besøgende til forskellige formål.
Derfor er der etableret shelter, toiletforhold, madpakkehus, hegn, trampestier og en lang boardwalk over det mest våde område, så interesserede har mulighed for at gå i området. Samtidig er områdets Valkyriesti forbundet til den eksisterende Lillebæltsti i Assens Kommune. På sigt arbejdes der på, at det også bliver muligt at gå på en sti imellem Haarby og Strandby.
Samtidig rummer området mange arkæologiske fortællinger om, hvordan potteskår, jernnagler, glasperler og jernslagger har afsløret, hvordan vikinger har opholdt sig ved Helnæsbugten for at bygge og vedligeholde langskibe, der skulle på handels- og krigstogt i ind- og udland.
- Kulturhistorien bliver mest nærværende, når den kan formidles på det sted, hvor fortidens begivenheder fandt sted. Det bliver således et ekstra perspektiv til vandreturens naturoplevelse ved Helnæs Bugt, når man kan få viden om de vikinger, der slog sig ned her for mere end 1000 år siden for at bygge langskibe og planlægge handels- og plyndringstogter ude i den store verden, påpegede museumsinspektør på Museum Odense, Mogens Bo Henriksen.
Mindre kvælstof og mere biodiversitet
Strandbyprojektet fjerner årligt tre tons kvælstof til Helnæsbugten, hvilket bidrager til bedre vandmiljø og vilkår for dyr og planter under vandoverfladen i fjorden. Det reducerer også udledningen af CO2 med cirka 184 tons årligt, og derudover er der skabt markant bedre vilkår for biodiversiteten i hele naturområdet.
I samarbejde med lodsejerne er der sat hegn op, så området kan blive afgræsset af kvæg. Det skal sikre en naturlig vedligeholdelse, så der kan komme lys ind i området, så naturlige planter får mulighed for at udvikle sig til gavn for biodiversiteten generelt.
Jordfordeling er nøglen
Nøglen til, at projektet nu løser så mange forskellige samfundsmæssige udfordringer, er det unikke samarbejde mellem en lang række velvillige lodsejere, Landbrugsstyrelsen og Assens Kommune omkring jordfordeling og synergi tiltag i området.
- Jordfordeling går i sin enkelthed ud på, at jordfordelingsplanlæggeren i samarbejde med lodsejer og kommune forsøger at finde en løsning, hvor landmændenes jord kan indgå i projektet, og hvor landmændene eventuelt tilbydes anden jord, som erstatning for de marker, de afstår, fortæller teamleder i Landbrugsstyrelsen, Jesper Graversen.
- Vi er så glade for og stolte af, at vi nu kan indvie endnu et naturområde, som gavner på så mange forskellige måder. Det kunne ikke lade sig gøre uden den store velvilje, som vi har mødt hos lodsejerne, understreger Jannik Seslef, projektleder i Assens Kommune, og fortsætter:
- Projektet viser tydeligt, at de lokale muligheder som et projekt kan give, er mindst lige så vigtig som den samfundsdagsorden, som projektet bidrager til at løse.