Over de seneste 20 år er landmand og entreprenør Henrik Sørensen blevet trængt op i en krog mellem byskiltet, skoven og en vandboring få meter fra hans mark. Nu frygter han at krav om grundvandsbeskyttelse tvinger ham til at dreje nøglen om.
Frivillig tvang med en kniv i ryggen.
Sådan beskriver landmand og entreprenør Henrik Sørensen forløbet med Aalborg Kommune i forhold til den vandboring, der står få meter fra den mark ved Frejlev lidt uden for Aalborg, som de fleste af hans 50 galloway-kvæg lige nu græsser på.
- Jeg synes bestemt også, at vi skal passe på grundvandet, men jeg synes ikke, det er rimeligt, at det kun er mig, der skal betale for det.
Henrik Sørensen har, siden boringen blev etableret for 21 år siden, frygtet for konsekvenserne for hans dyrehold.
- Det er her dyrene går i vinterperioden, hvor der bliver for vådt på de arealer, de afgræsser resten af året. Det er min »vinterstald«, hvor jeg kan holde dem under opsyn, fortæller Henrik Sørensen om de 3,3 hektar, der ligger i forbindelse med stuehuset og entreprenørvirksomheden.
Ingen forhandling
Efter at have rykket for det gennem længere tid, blev Henrik Sørensen forleden endelig inviteret til møde hos kommunen med henblik på at lave en frivillig aftale omkring det Boringsnære Beskyttelsesområde (BNBO).
»Frivillighed« er dog ifølge den nordjyske naturplejer ikke et retvisende begreb.
- Jeg er blevet tilbudt at skrive under på en aftale, hvor jeg ikke kunne få nogen som helst information om økonomien, eller også ville min jord blive eksproprieret. Der har ikke været noget at forhandle om. Så hvis der er tale om nogen form for frivillighed, så er det frivillig tvang, konstaterer Henrik Sørensen, der derfor ikke skrev under på nogen frivillig aftale.
Nu ser han dystre fremtidsudsigter i sin krystalkugle.
- Hvis jeg ikke kan bruge jorden og ikke får en erstatning, der betyder, at jeg kan flytte både dyr og virksomhed, så er jeg tvunget til at dreje nøglen om, siger han.
- Ved ekspropriation siger loven godt nok, at man skal tilbydes erstatningsjord, men det er der ikke mulighed for her, da man for 20 år siden plantede alle omkringliggende arealer til med skov. Og for at kunne holde mine dyr, bliver jeg nødt til at have dem tæt på min bopæl.
»Det kommer vi til«
Netop tilplantningen af Drastrup Skov, der omkranser matriklen, undrer Henrik Sørensen. For mens træerne skærmer hans dyr for vejr og vind i de kolde måneder, kaster den også store skygger over ejendommen.
- Da skoven blev plantet til omkring år 2000, blev andre virksomheder opkøbt eller fik klausuler. Blandt andet blev en mælkeproducent, der lå på den anden side af vejen, flyttet, fortæller han.
- Hver gang vi spurgte, hvad der skulle ske med vores ejendom, fik vi bare at vide »det kommer vi til«, men der er aldrig nogen, der er kommet til det. Om vi er blevet glemt eller bare lagt nederst i bunken, fordi det har været for besværlig en sag, kan vi kun gisne om. Men man kan godt komme til at tro, at det hele tiden har været planen, at vi skulle lukkes ned, siger Henrik Sørensen, der dog i 2017 fik et tilbud fra Statsskovene, som ville købe ejendommen.
- Men deres tilbud var ikke engang nok til at indfri kreditforeningslånet, så der følte vi os snarere trådt over tæerne end at vi havde fået et reelt tilbud, konstaterer han.
Ødelægger helheden
Landboretskonsulent Hans Ole Kristensen, Agri Nord, der har siddet ved Henrik Sørensens side til møderne med Aalborg Kommunes forhandler, føler med den nordjyske landmand og entreprenør.
- Man kan jo se, at der i løbet af de seneste 20 år er gennemført planer i området med en del grundvandsbeskyttelse og plantning af skov. Der er Henrik Sørensen nu klemt inde i en sprække mellem skoven og byen, konstaterer Hans Ole Kristensen, der hæfter sig ved, at opægget til en frivillig aftale – eller i sidste ende ekspropriation – kun omfatter en del af Henrik Sørensens jord.
- Men ved at tage noget af jorden i denne situation, ødelægger man det hele. For uden al jorden, er der ikke plads til køerne, og så forsvinder en del af indtægtsgrundlaget, forklarer landboretskonsulenten, der dog heller ikke ser mulighed for fortsat drift på marken nær vandboringen.
- Næsten uanset hvor meget man begrænser grundvandsbeskyttelsen, harmonerer det ikke med dyreholdet, fastslår han.
En sag om æresord
Mens afgivelse af jorden uden bebyggelse vil lukke Henrik Sørensens virksomheder, ser Hans Ole Kristensen stadig én mulighed.
- Fordi udtagelse af jorden griber så meget ind på driften, bliver vi nødt til at lave et tilbud til vandværkssamarbejdet om et køb af hele ejendommen til en prissætning, så Henrik Sørensen kan komme videre, siger Landboretskonsulenten, der dog ikke tør spå om udfaldet.
- Det der bekymrer mig i den her sag, er at det langt hen ad vejen handler om æresord. Man kan sagtens mistænke vandværket for bare at have givet Henrik Sørensen det mest bekvæmmelige svar: At han bare skal fortsætte. Ment rent juridisk kan det være svært at indrette sig, når det så viser sig, at man er blevet brændt af og der ikke ligger noget på skrift, lyder det fra Hans Ole Kristensen, der ikke er stødt på andre sager i forhold til grundvandbeskyttelse, der været helt så kritiske for lodsejeren som i dette tilfælde.
- Det er en meget speciel sag, hvor lodsejeren virkelig er klemt op i en krog. Her er det berørte område helt afgørende for muligheden for videre drift, mens der i andre sager, jeg har været bekendt med også har været alternative arealer, så lodsejeren ikke har været truet på eksistensen, forklarer han.
Entreprenørdelen venter
Henrik Sørensen vurderer, at galloway-kvæget står for den ene halvdel af hans indtægter, mens entreprenørforretningen står for den anden. Og når sagen omkring brugen af marken er overstået, venter der formentlig en sag om arealet, der bliver brugt til entreprenørvirksomhed og maskiner, som også ligger inden for den såkaldte »hygiejnezone« på 300 meter fra vandboringen.
- Der har jeg indtil videre ikke kunnet få noget på skrift, men er blevet mødt med krav om vaskeplads og opsamlingsplads til sprøjten, selvom det ifølge loven, som jeg læser den, ikke er et krav i forhold til den måde jeg sprøjter på, fortæller han.
Skjult skat
Henrik Sørensen har svært ved at se nogen lykkelig udgang af sagen, og undrer sig over Aalborg Kommune og Frejlev Vandværks uvillighed til forhandling.
- Der er jo kommet en afgift på vandet til netop grundvandsbeskyttelse. Og hvis ikke det beløb bliver brugt på ting som det her, er det jo bare en skjult skat.
Ifølge Hans Ole Kristensen adskiller forhandlingen sig dog ikke fra så mange andre sager.
- Der er en generel tendens til, at de folk, der er valgt til at forvalte vandværkerne, holder på pengene. Derfor har vi indtil videre i denne sag også fået at vide, at lodsejeren kan få lige nøjagtigt det, der skal betales og ikke mere, konstaterer han.
20 år gør stor forskel
Selvom han endnu ikke har smidt håndklædet helt i ringen, ærgrer Henrik Sørensen sig over, at han ikke fik klar besked, for 20 år siden, da vandboringen blev anlagt. For selvom det måske også havde betydet afvikling af dengang, havde konsekvenserne været helt anderledes.
- Dengang var både alderen, energien og tiden til, at det ikke var helt håbløst at starte forfra et andet sted. Samtidig havde jeg i år 2000 kun en fjerdedel af de dyr, jeg har i dag, så de betød slet ikke det samme for min indtægt dengang, siger den 58-årige landmand.